En underholdende boksefilm

I Creed 2, følger vi endnu engang den unge Adonis Creed, der forsat forsøger at lever op til hans fars eftermæle. Eftermælet bliver dog til mere end blot en metafor, da han pludselig for muligheden for at møde Viktor Drago, der er søn af Ivan Drago, manden som dræbte hans far. Som om det ikke er nok, så er der også problemer på privatfronten, da Rocky ikke har i sinde at hjælpe Adonis med at træne til kampen, og så er hans kæreste også blevet gravid.

Teknisk ringere, end den første
Det er en meget enkel historie, og nu hvor alle karaktererne er blevet etableret, kan der heller ikke bruges de samme dramaturgiske kneb, som i den forrige. Rocky har ikke længere sin egen tragiske sidehistorie og forholdet mellem Adonis og kæresten har heller ikke den samme nyforelskede gnist, da de er kommer videre og er blevet et stabilt par. Man kan også mærke, at der er nogen andre folk bag kameraet, da der ikke længere er nogen avancerede kamerapanoreringer eller lange indstillinger, som det ellers var tilfældet i den forrige.

Alligevel synes jeg, at filmen her er en langt bedre oplevelse end den første. Selvom den er teknisk ringere og historien er objektivt mere ligetil, så var jeg på mystisk vis langt mere interesseret i begivenhederne denne gang. Måske skyldes det, at jeg aldrig rigtig var den største fan af den første Creed. Forløberen var så åbenlys en moderniseret udgave af den oscarvindende Rocky, fuld af klichéer, hvor alle situationer bliver vinklet på den mest melodramatiske måde, at jeg aldrig blev grebet på noget tidspunkt, fordi alt havde et skær af uærlighed over sig.

Paradoksalt nok, er Creed 2 ikke bange for at være bombastisk og spille på ens følelser, men det er som om, at nu hvor alle karaktererne er etableret, så kan historien også begynde at bryde sig fri fra arven efter Rocky. Der er stadig masser af slåskampe og træningsmontager, der er underholdende, og det mere beskedne kameraarbejde passer også meget godt til det enkle plot.

Godt ensemble
Heldigvis er ensemblet også godt nok til, at man faktisk har lyst til at holde med Adonis og co. Michael B. Jordan er definitionen på ”gadedrengsattitude” og hans parforholdsproblemer med den døve Bianca, spillet af Tessa Thompson, er ikke bare velspillet, men også meget nede på jorden og forståeligt at være vidne til. Florian Munteanu er også frygtindgydende som den unge Viktor Drago, selvom han ikke ligefrem er den helt store skuespiller. Når kommer til de ’gamle’, slipper de også overraskende godt fra det, da særligt Dolph Lundgren og Brigitte Nielsen spiller mere på fysikken, og deres replikker bliver holdt på et minimum.

Creed 2 er en på mange måde ganske udmærket boksefilm. Den gentager ikke bare historien fra den første, men søger i stedet at fortælle, hvor svært det er alt holde dampen oppe, når man allerede har fundet det vigtigste i ens liv.

Ligesom de allerbedste sportsfilm, så bliver kampen i ringen også en metaforisk kamp for livet, og vinderen er den person, der har opnået mest harmoni i sit indre liv. Der er ikke nogen scener, der er helt ekstraordinært filmet, men oplevelsen er så velspillet og kompetent konstrueret, at man alligevel bliver fanget af hele spektaklet.