Crazy Christmas – The House of Uhygge

Kategori Teater af - november 20, 2023
Crazy Christmas – The House of Uhygge

It’s dead funny! It’s fang-tastic and oozing with biting satire!

40 gange har der været en Crazy Christmas Cabaret, og 25 af de opsætninger har været i Glassalen i Tivoli. Men nu er det slut. The House of uhygge bliver sidste forestilling, som har til huse i den gamle have.

Det er, med stor tydelighed, en fast del af julen for de fremmødte, og om det overhovedet bliver jul til næste år, er usikkert.

Det er en trist nyhed, men det har på ingen måde slået den trofaste trup, med Vivienne McKee i spidsen, ud.

Lysekronen hæves, lyset slukkes, tæppet går, og straks er alle sorger glemt.

Alle i salen ved, hvad der skal ske, hvornår de skal svare igen, hvornår der skal hujes, og hvornår der skal buhes. Traditionerne er mange, men det går ikke at undlade noget eller nogen.

The House of uhygge har kastet sig over fortællingerne om Dracula, Frankenstein, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og med vanlig behandling får vi dårlig humor med vilje, far-jokes, lumre bemærkninger, et par sange vi kender og kan synge med på, et forvirrende plot, der samtidig er meget simpelt, alt efter øjnene der ser det, og kendte gengangere ser forbi. Alt er, som det plejer, og det er sådan, det skal være.

Vivienne McKee, Andrew Jeffers og David Bateson holder Crazy Christmas fanen højt og insisterende. Katrine Falkenberg, Sebastian Harris og Claus de Lichtenberg følger trop, og den herboende, men australske Kevin Kiernan-Molloy kaster sig selv for fjerde gang ind i galskaben. Det er som om, at han i år har besluttet, at overspil ikke er nok. Den skal lige have lidt mere, og det resulterer i en gnist og energi, der smitter og sætter et nyt niveau for, hvor langt ud over scenekanten man kan komme.

En del af de mange traditioner er de tre på balkonen. I år kaldet The Graveyard Gremlins.

Ingen Crazy Christmas uden musikken. Vi får lidt Madonna, Abba, Thriller, Popular, som er et lille vink til musicalen Wicked, der spiller i Tivoli til næste år, og aftenens alternative rockklassiker, Psycho Killer fra Talking Heads.

Du skal se Crazy Christmas, fordi det er tradition, og hvis du aldrig har set det før, så skal du nå det, mens det stadig er i Glassalen. Hvem ved, hvad der sker næste år, og om konceptet kan holde på en anden scene. Det er jo lykkedes før på Cafe Teatret, Kridthuset, Sceneriet osv.

Men kan stemningen genfindes, og er det faktisk så crazy, at det kan lade sig gøre, hvor som helst?


Crazy Christmas – The house of uhygge spiller fra 14. november til 30. december 2023.
Glassalen i Tivoli. Varigheden er ca. 2. timer og 30. minutter. Inkl. pause.


Medvirkende: Vivienne McKee. David Bateson. Andrew Jeffers. Katrine Falkenberg. Kevin Kiernan-Molloy. Sebastian Harris. Claus de Lichtenberg. Band: Stuart Goodstein. Søren B. Petersen. Tom Højlund.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.