Flygtningekrisen er et begreb, der for de fleste i den vestlige verden efterhånden må siges at være blevet fuldstændig udvandet. Hver eneste aften er der en montage på TV Avisen og TV2 nyhederne, der viser folk i nød, mast ind mellem sporten og en positiv lokalhistorie. Det er ikke så mærkeligt at de fleste mennesker i Danmark er så fremmedfjendske med tanke på, at noget så rædselsfuldt som mennesker på flugt, for de flestes vedkommende blot er en del af hverdagsstøjen.

Instruktør Sebastian Cordes forsøger med filmen Visitor at skaber fornyet fokus på denne globale tragedie, ikke ved at lave endnu en didaktisk fortælling, som kun henvender sig til de allerede indviede, men i stedet ved at forsøge at skabe et billedsprog til de folk, der ofte bliver glemt. Filmens optagelser er mere maleriske end noget andet, og følger ikke en specifik person, eller tragedie. Det handler i højere grad om at skabe en stemning af konstant ubehag, hvor det eneste, der minder om et narrativ er en række digte, som Cordes speaker henover billederne i løbet af filmen.

Det lyder meget prætentiøst, og det er det da også, men det er ikke ensbetydende med, at filmen er utilnærmelige – tværtimod. Det er ganske enkelt prisværdigt, at Cordes har set flygtningekrisen, særligt på den græske ø Chios, og besluttet sig for at skabe bevågenhed på en anden måde, eftersom de andre dokumentarer tydeligvis ikke har fungeret, for så ville problemet have været løst for længe siden.

Vi når dog aldrig op på stor kunst, men som et relevant alternativ til alle de andre dokumentarer derude, og med henblik på, at den faktisk lykkedes med at skabe et klaustrofobisk og tragisk billedsprog for flygtninge, så har den på alle måder en eksistensberettigelse.