Det er en prisværdig mission, som Sherin Khankan er på i Reformisten. Hun vil gerne skabe en moske, hvor der er plads til kvinder, og som bliver ledet af kvinder. Det er til trods for, at Islam for de flestes vedkommende bliver set som en kvinde undertrykkende religion, hvor kvinder på flere måder ikke har de samme rettigheder som mænd.

På hendes rejsen for at danne denne moské, bliver hun – ikke overraskende – mødt af en masse stødte, sure mænd, men også kvinder, hvis verdensbillede er i direkte modstrid med hendes.

Sherin er en meget sympatisk skikkelse, som hun bliver portrætteret i filmen, men hun virker også lettere diffus. Hendes mål fremstår ikke på nogen måde forenelig med Islam, når selv hendes samarbejdspartnere påpeger, at der ikke er belæg for hendes tanker om eksempelvis homoseksuelt ægteskab i Koranen, uagtet de formelle etiske argumenter. Dette er kun begyndelsen på modstanden, for har snakker vi kun om andre muslimer. For slet ikke at nævne andre xenofobiske folk, der hader alt, som har en tilknytning til Islam. De skal jo også overbevises om legitimiteten i hendes reform for, at den kan få en varig effekt.

Når filmen slutter, efter meget modganger, eksisterer moskeen stadig, men intet er afgjort endnu. Man står dog tilbage med en vis respekt for Sherin, der stadig ufortrødent kæmper en kamp, for en sag, som man kun kan håbe får mere vind i sejlene, selvom fremtiden ser noget broget ud.