Kommenteret af Bo Dalum
En festival med noget til alle
CPH STAGE er en teaterfestival i København og på Frederiksberg, der har eksisteret siden 2013.
Over 10 dage bliver der åbnet op for godteposen, og som publikum har du mulighed for at opleve meget af det teater og scenekunst, som du ikke nåede i løbet af sidste sæson, ikke geografisk var i nærheden af, aldrig ellers ville få mulighed for at få set eller bedst af alt ikke kendte til i forvejen.
Hvis man vil, kan der købes armbånd til festivalen, så man, gennem sommeren, kan vise mere end et Roskilde eller Copenhell armbånd. Men det er en satsning, da armbåndet kun giver adgang til de forestillinger, der ikke er udsolgt på dagen.
Lige som alle andre festivaler, så skal der gennemtænkt forberedelse til. Hvad skal man opleve, hvornår og hvorfor? I 2024 blev det i mit tilfælde til en tur på Nørrebro Teater, hvor skuespiller Magnus Haugaard, satiriker Frederik Cilius, og instruktør Jennifer Vedsted Christiansen, som også er ny kunstnerisk direktør for Nørrebro Teater, mødtes på scenen til en samtale om de store og små linjer for teater, når det er bedst og når det er værst.
Det var Felix Thorsen Katzenelson, som er kulturjournalist og kritiker på Politiken, der modererede samtalen, og selv om den kun varende ca. 45 minutter, var der andet og mere at komme efter end en rygklapper-klub.
Frederik Cilius fik talt ud om sit raseri, når det kommer til, hvad han selv mener er, dårlig opera. Magnus Haugaard fik lettet sit hjerte, når det kommer til besøg fra skoleklasser og gymnasier, og Jennifer Vedsted Christiansen fik ytret sin mening om, at dårligt teater også kan give publikum noget vigtigt med hjem.
Overskriften, eller titlen om man vil, på begivenheden var – Haters gonna hate – men hvorfor altid teater? Et tema, som kun fyldte en meget lille del af samtalen, men alt i alt en underholdende begivenhed, der aldrig blev helt farlig.
På Teatret Zeppelin så jeg afgangsholdet fra Copenhagen Acting School spille forestillingen – MEN STØRST AF ALT ER JEG – skrevet og instrueret af Lykke Sand.
Afgangseleverne var Anja Østerby Hansen, Søs Uldall-Ekman, Svea Ditlevsen, Liva Sohn Jensen og Hannah Roos.
Under uforudsigelige omstændigheder bliver fem meget forskellige brudepiger låst inde i et garderoberum. Et næsten ikke eksisterende forhold til bruden, og en virkelig grim lyserød kjole, er det eneste de fem brudepiger syntes at have til fælles.
Mens tiden virker til at stå stille, bliver verden og livet vendt på hovedet, og gamle relationer bliver sat på prøve.
Der var ikke meget scenografi på scenen, men nok til at skabe en illusion af et usselt garderoberum, og det var da også langt hen ad vejen de lyserøde kjoler, der løb med opmærksomheden på den nøgne scene.
Fremførelsen bølgede forventeligt, når der tales om afgangselever, men ofte var teksten også skyld i lidt større bølger end nødvendigt. Selv om der var en ganske underholdende ramme, manglede der en klar retning, og de medvirkende blev derfor tvunget til at karikere deres karakter, hvilket blev en klynge af klichéer, der gav publikum et smil på læben og et grin her og der, men ikke lykkedes med at fjerne fokus fra et manglende overordnet budskab.
En ganske fin forestilling til formålet, men hvad et publikum skal med den, ved jeg ikke helt.
Et stort trækplaster på dette års festival var forestillingen Maria, som tidligere har spillet på Odense Teater og nu havde fire forestillinger på Edison.
Den britisk-irske dramatiker Simon Stephens har skrevet fortællingen om den 18-årige Maria, som kæmper mod ensomheden og leder efter en, der vil være med og hjælpe hende under fødslen af hendes barn.
Freja Klint Sandberg brillierer som den unge Maria og får skabt en person, man ikke kan andet end at holde af. Forestillingen er instrueret af Nicolai Faber og kommer tilbage til Odense Teater i perioden fra den. 2. til 21. september.
Du kan læse vores anmeldelse af Maria her.
CPH STAGE er forbi for denne gang. Men hvis du er til teater, scenekunst, talks, koncerter og andre events, der samler alle og sætter teatret i centrum, så husk at holde øje med festivalen til næste år.
CPH STAGE. 30. maj til 8. juni. 2024.
Hold øje med næste års program via cphstage.dk