Todd Haynes har lavet en meget modig film. Filmen ligger langt væk fra hans forrige film, Carol, der på mange måder var til et voksent publikum. Wonderstruck er derimod (næsten) et eventyr for familien. Det er dog et kedeligt eventyr, men ikke desto mindre et eventyr.

Historien er delt i to, mellem en dreng fra 70’erne, der leder efter hans far, og en døv pige fra 20’erne, der desperat leder efter hendes mor i New York. Begge har ikke nogen, der holder af dem, og de søger efter nogen, som kan forstå og holde af dem. En egentlig trussel er der ikke skyggen af, selvom disse børn vandrer rundt alene i kæmpe storbyer, men det er et sødt udgangspunkt for en meget åbenlys morale.

Problemet er bare, at filmen er en stor gimmick. En gimmick uden noget egentligt drive, spænding eller noget som helst, der kan engagere en. Plottet i 20’erne foregår i sort/hvid og bliver præsenteret som en stumfilm, hvor musikken siger alt det, som man ellers ville have gjort med ord. Til at starte med er det meget iøjnefaldende, men efter en time havde filmen unægteligt tabt mig. Jeg gjorde det, som en film aldrig må tvinge publikum til at gøre – jeg kigge på mit ur. Der var gået en hel time, og ingen af karaktererne have truffet nogle valg, der havde haft en konsekvens og skabt fremdrift i historien, eller rykket ved deres karakter. Vi skal faktisk halvanden time ind i filmen, før vi når til den første reelle konsekvens af noget som helst.

Du kan ikke narre publikum til at tro, at der er en dybere mening, når der ikke er nogen handling og vi lever i et harmløst Disney-univers.

For at opsummere det hele meget kortfattet, så er filmen kedelig. Der er en behagelig lydside, men ikke noget andet. Julianne Moore er næsten ikke med i filmen så hun er mest med for at kunne skrive på plakaten, og børneskuespillerne er heller ikke noget at skrive hjem om.