Det er ikke kun nye film, der bliver vist under cph pix. For meget kan man sige om “Vandringsmanden” og Andrei Tarkovsky, men ny er i hvert fald ikke en af dem. Dette var dog første gang jeg oplevede filmen, selvom min far har plaget meget i mange år, og postuleret, at jeg gik glip af et stykke filmhistorie. Efter at have set filmen må jeg dog meget modvilligt give ham ret.
“Vandringsmanden” er ligesom alle Tarkovskys andre film umanerlig lang. Med en spilletid på to timer og 43 minutter, så kræver det en veltrænet blære at holde sig i sædet hele vejen og et par veludhvilede øjne for ikke at falde hen. Selvom jeg var forberedt på disse meget overfladiske problemer, så synes jeg faktisk filmen holder utrolig godt her 40 år senere. Som en ung mand synes jeg selvfølgelig, at tingene stadig går en kende for langsomt. Til gengæld er der ingen tvivl om, at der er en mening med galskaben.
I modsætning til David Lynch, der i sine senere år tilsyneladende er gået helt bort fra at lavet andet end abstrakte historier, der kun er tiltænkt sig selv, så er det store metafysiske problemstillinger Tarkovsky arbejder med, i historien om “Stalkeren”, der tager folk med ind i den mystiske zone, hvor deres inderste ønske kan blive opfyldt.
Der er en lunefuld stemning over alle begivenhederne og selvom det er en science-fiction historie, så ligner den stadigvæk ikke nogen anden fremtid som er blevet vist på film. Der er ikke nogen monstre, lens flares eller mærkværdig teknologi. I stedet er verden tom og forladt, som for at sige, at ingen mennesker er interesseret i for alvor at lære sig selv og deres omgivelser at kende.
Der er heller ikke nogen egentlig skurk i stykket. Dog bliver de intellektuelle for alvor hængt ud som åndsforladte folk, der heller vil fjerne det uforklarlige, end at acceptere, at det kan have betydning for andre end dem selv. Jeg ved slet ikke, hvordan Tarkovsky er sluppet afsted med at lave en så følsom film, der rummer en forholdsvis direkte sønderbombende kritik af oligarkiet, med tanke på den måde man lavede film i sovjet.
Det eneste virkelig ringe element ved filmen er, at lyden stadig er sindssyg ringe. Al lyd er indspillet efter optagelser, og det er virkelig til at føle på – og ikke på den gode måde som resten af filmen.
At kunne sidde igennem “Vandringsmanden” kræver en enorm tålmodighed, men hvis man tror, at man magter at side stille i næsten tre timer, så findes der til gengæld heller ikke mange andre film, der er så eftertænksomme og abstrakte, på en oprigtig begavet måde.
