Som en dyster udgave af “Sophie’s Choice”, har Yorgos Lanthimos skabt en vild oplevelse, der guides af en offbeat harmonika, som kun spiller med skæve toner. Lydsiden er ekstremt satset, og den vil helt sikkert ikke være for alle, men der bliver gået all-in og for mit vedkommende virker det. For det er slet ikke meningen, at filmen skal være til alle – hvilket også kunne ses på de folk, der måtte udvandre undervejs, fordi det simpelthen var får meget.

Colin Farrell viser nok engang, at han er som skabt til alt andet end de store blockbustere, hvor han ofte ender med samme personlighed som et stykke sandpapir. Der er en naturlig skævhed over om ham, der passer perfekt til film som In Bruge, Seven Psychopaths og Lanthimos’ forrige film The Lobster.

Barry Yeoghan er som en menneskeligudgave af Heath Ledgers Jokeren i rollen som den mystiske dreng Martin. Han lyder næsten som en sinke, men der er ingen grund til at lade sig narre af det harmløse ydre.

Nogen vil måske klandre filmen for, at årsagen til konflikten aldrig rigtig står helt klart, men jeg vil faktisk vove og påstå, at det kun bidrager til stemningen. Efterhånden som lagene bliver pillet af karaktererne er det ikke til at vide, hvem man kan stole på, fordi de alle har ridser i lakken. Til trods for det ellers rolige tempo, så har filmen hele tiden en underliggende uhyggelige stemning, for der er ikke noget mere skræmmende end at blive straffet for noget som man ikke engang er klar over, at man har gjort.

Store filosofiske og etiske problemer bliver taget op til efterretning. Skuespillet er i top, og det er en visuelt klaustrofobisk oplevelse, der efterlader en med stof til eftertanke. Jeg kan ikke sige om det er et mesterværk eller ej, jeg bliver simpelthen nødt til at fordøje den først, men har man mod på at sidde igennem en oprigtig skræmmende film, så vil alle få noget at tænke over, når de forsøger at sove bagefter.