Lad mig bare med det samme slå fast, at jeg ved Trine Dyrholm er en dygtig skuespillerinde. Hun har ingen problemer med at spille skæve personligheder og gøre dem elskværdige, og så kan hun tilsyneladende græde på kommando. Derfor lyder det da også som den perfekte rolle for hende, at spille den tyske sangerinde og model Christa Päffgen, bedre kendt under kunstnernavnet Nico.

Dyrholm er også uden tvivl den bedste spiller, i en film, der på alle måder er skræddersyet til hendes styrker. Nico har adfærdsproblemer, en søn, som er narkoman, og så er hun selv afhængig af heroin og lever et selvdestruktivt liv. En karakter som Nico fører unægteligt til en lang række voldsomme scener, men der bliver på intet tidspunkt mere end netop det – selvstændige scener, hvor vi kan beundre Trine Dyrholm.

Historie er der nemlig ikke meget af. Vi følger Nico og hendes band på en årelang road-trip, og selvom konceptet alene nok fremstår tiltalende for de fleste, så er det begrænset for mange gange man kan bortforklare Nicos egoistiske og selvoptagede adfærd med, at “hun er en stor kunstner”. Vi kommer bare aldrig dybere end på mennesket Christa, så derfor efterlader filmen heller aldrig rigtig et indtryk på publikum, selvom Trine Dyrholm er dygtig.