Man ved aldrig hvad man skal forvente, når det kommer til en dansk, der er lavet uden for støttesystemet. Avaz brødrene har ikke været underlagt nogen kunstneriske forhindringer – lige med undtagelse af det beskedne budget på sølle to millioner kr. Derfor var jeg meget spændt på at se, hvad det hele endte med, for de ihærdige brødrene.

Historien er til at forstå. Det handler om en familie, der er brudt sammen på grund af en tragedie, som langsomt vender tilbage til overfladen. Familiedramaet er ikke noget nyt, men det er ualmindelig godt fortalt her. Fortællingen foregår på flere forskellige tidslinjer, men i stedet for at gøre det forvirrende for publikum, så er alle scenerne så fokuseret, at de klokkeklart iscenesætter konflikten.

Sebastian Jessen leverer vel nok sit livs bedste præstation på biograflærredet, som det sorte får, der er blevet udskudt. Jeg vidste ærligt talt ikke, at han havde det i sig, men han fremstår fuldstændig autentisk som en knudemand, der aldrig har lært at håndtere rigtige problemer. De andre skuespillere præsterer også ubeklageligt, men det er Jessen, som stråler i filmen.

Begivenhederne bliver instrueret fornemt. Dog mister dramaet en smule momentum til sidst, hvor det hele bliver en kende for hysterisk og tårepersende efter min smag. Samtidig må man dog også bare sige, at en film er vellykket, når man sidder ved siden af en kvinde, som ikke kan holde tårerne tilbage i det sidste kvarter.

Avaz brødrene har skabt et gennemført og usentimentalt familiedrama, der er langt bedre end mange andre danske film, der har fået filmstøtte. Med tanke på, at dette blot er brødrenes første spillefilm og, at den er så kompetent og vellykket, så kan jeg ikke vente med at se, hvad de finder på i deres næste film