Det føles som en på alle måder misforstået indie-udgave af historien om Abraham og Isak. Den glade, men naive Katie har ikke ligefrem verdens bedste liv. Hun lever i en trailerpark med en arbejdsløsmor, der aldrig har været der for hende og indirekte tvinger hende til at betale for det hele. Arbejdet i dineren giver næsten ingen penge, så hun er nødt til at bijobbe som prostitueret. Der er intet at smile af, men alligevel tror Katie inderligt på, at det hele nok skal gå godt og har en positiv attitude til alt omkring hende. Så da hun møder den næsten stumme mekaniker Bruno, er det kærlighed ved første blik.

Her fra bliver historien dog kun værre og værre. Den stakkels Katie skal igennem så meget forfærdeligt. Alt går galt, og det er virkelig en lang lidelseshistorie, hvor man til sidst spørger sig selv om, hvad meningen var med, at den eneste godhjertede person blev straffet sådan. Der er glimt af, at det skulle have være fortællingen om fighteren, der aldrig giver op, men til slut fremstår det mere end noget andet, som om Katie bryder fuldstændig sammen.

De store skuespilspræstationer er der heller ikke mange af. Alle personerne er arketyper, og lider af selektiv idioti, der er drevet af plottet. Olivia Cooke viser sig dog frem som Katie, men manuskriptet gør hende altså ingen tjenester.