Welcome to Norway, er den meget aktuelle historie om familiefaren Primus, der beslutter sig for at lave et flygtningecenter oppe i de norske bjerge, hvor han bor med sin familie.

Inden forestillingen begyndte præsenterede PIXs festivalleder, Jacob Neiiendam, og de norske folk bag, filmen Selvfølgelig, var de meget glade og stolte af deres samarbejde, hvorefter nordmændene meget ydmygt fremhævede Danmark som den førende filmnation i Norden. Det kan godt være tilfældet igennem de seneste år, hvis man udelukkende kigger på priserne, men jeg er til gengæld fuldstændig overbevist om, at en film som denne aldrig ville kunne blive lavet i Danmark.

Det er en helt unik præstation alene at fortælle om flygtninge, som andet end én masse, der bevæger sig rundt i verden og besætter lande, men i stedet som almindelige mennesker med de mangler og skavanker, der følger med. Det er dog noget helt andet også at kunne være selvkritisk nok til at vende blikket mod ens egen behandling af immigranter.

Primus, der starter asylcenteret gør det ikke for at hjælpe nogen andre, men fordi det er en nem måde at tjene penge på, og da han så bliver mødt af mennesker, som gået en frygtelig masse igennem, er hans første tanke, at de kan bruges som billig arbejdskraft og gøre hans liv lettere. Konen er ikke meget bedre for hun et rigtigt velfærdsmenneske, der slet ikke hjælper til med noget som helst, da “asylreglerne er for stramme i Norge”. Disse to reaktioner er nok desværre de mest normale, hvis ikke man er decideret fremmedfjendsk, og det ville da også være en utrolig trist film, hvis ikke der var så meget humor.

(Næsten) alle scener bliver punkteret af ironiske observationer, eller af utrolig menneskelige, men ikke desto mindre humoristiske påfald, som da en bebor ønsker mere demokrati, fordi han er utilfreds med reglerne, og derefter bliver sur, da han ikke bliver valgt som formand for bestyrelsen. Det er de kulturelle forskelle i en nøddeskal, men her hævet op så vi kan grine af vores alles tåbeligheder og forfængelighed, i stedet for at gøre det til et moraliserende drama. På den baggrund slipper filmen også utrolig godt fra at have en morale om, at vi alle i sidste ende sagtens kan lever sammen, hvis bare vi tilbringer nok tid i hinandens selskab.