Dyb kan man ikke ligefrem påstå, at Train to Busan er. Det endnu en zombie film, hvor sagesløse mennesker bliver omdannet til blodtørstige dræbermaskiner, men særligt i et meget tungt festivalsprogram er det ualmindelig befriende at se en film, hvor man fuldstændig kan slå hjernen fra, og hvor alle karaktererne bare er simple arketyper.

Der er forretningsmanden, der ikke har noget forhold til sin datter, det nyforelskede par, hvis kærlighed bliver prøvet, helten, som selvfølgelig må ofre sig selv, og så det store egoistiske røvhul, hvis eneste funktion er at udpensle moralen og opdyrke konflikter. Klare typer som vi alle kan føle os trygt i selskab med, når hjernemassen begynder at flyve rundt.

Tilsæt så en gennemgående sort humor og zombier, der er næsten ligeså adrætte som Brad Pitts (se: World War Z), og så har du en morsomme cocktail som nok skal få kroppen til at ryste forskrækket et par gange undervejs. På den præmis og inden for sin egen lille subgenre, er det endnu en vellykket film, der stiller det evindelige spørgsmål om det er os eller zombierne, der er de rigtige monstre. Men for at vende tilbage til starten så bider den manglende dybde filmen i halen til sidst, da der intet stof er til eftertanke, men latterligunderholdende det er den. Den er dog perfekt som tømmermandsfilm, hvor TV’et bare kører i baggrunden.