Dette insulinindskud af en enestående filmopleves var lige præcis, hvad jeg havde brug for. Selv efter en to-ugers filmfestival, hvor jeg har konsumeret afrundede audiovisuelle fortællinger i en usund grad, så var det først her på den allersidste dag, med den allersidste film, at jeg blev mindet om, hvorfor jeg til en sygelig grad elsker film, og hvorfor det altid har været en essentiel del af mit liv og min personlighed.

Den mest naturlige årsag er eskapisme, men man kan kun flygte så længe, inden livet begynder at snige sig ind, så det holder aldrig i længden, og eftersom det er det hovedsagelige udbud, så er der altid så langt mellem snapsene, at jeg når at glemme, hvorfor det er, jeg elsker film. Derfor er Paterson så fantastisk en film.

For Paterson er en film, der handler om buschaufføren, af samme navn, spillet af det aflange Picasso-maleri, Adam Driver. Alligevel er det den smukkeste film, jeg har set i flere år. Filmen bryder også alle de uskrevne regler for, hvordan man skal fortælle en god historie på lærred. Den har et roligt fortælletempo, statiske karakterer, og så forsøger den ikke at fortælle os noget eksplicit eller moraliserende.

Paterson er en helt almindelig mand, hvis eneste håndgribelige særhed er hans forkærlighed for digtskriveri, men ellers får vi i løbet af to timer blot et lille glimt ind i hans liv. Der er ikke nogen voldsfetichser, maskeret som dybsindighed, overraskende twist, som forsøger at fastholde vores interesse som erstatning for en god historie, eller pludselige forandringer af karakterer, der skal skubbe os i retningen af en påtvungen morale. Det er bare mennesker, ligesom dig og mig, og vi ændrer ikke personlighed eller kommer ud for omvæltende begivenheder hver eneste dag.

Alt det jeg har beskrevet lyder måske som den mest røvsyge film i verden, men selvom den også burde være endt sådan, så formår Jim Jarmusch næsten at give filmen en åndelig karakter ved at gøre noget som simpelt som at beskrive ordinære personer.

Et liv som buschauffør kan også være utrolig betagende, men djævlen ligger i detaljen. For efterhånden som vi kommer ind i Patersons liv, begynder man at lægge mærke til de små nuancer, der er med til at gøre ikke bare hans liv gribende, men som også er genkendelige i alle vores liv. Hvad er det eksempelvis, der er så poetisk og meningsfuldt over at stå op om morgenen og indordne os de påtvungne daglige rutiner – bedre kendt som et normalt liv – selvom vi nok alle har en drøm at blive poet, skakmester, skuespiller, musiker osv.? Der er jo altid en grund til, hvorfor vi gør som vi gør, og her får vi muligheden for at se på ude fra, imens Jarmusch kortlægger et rigtigt menneske.

I sidste ende så er det dog en film, der kun kan fungere, hvis hovedkarakteren er troværdig – og hvis du ikke efterhånden havde regnet det ud, så er han selvfølgelig også det. Adam Driver er helt eminent som et almindeligt menneske. Han besidder en naturlighed, troværdighed og autenticitet, der sjældent for lov til at overleve hele vejen til biograflærred, og han viser, at han fortjener langt bedre, end pseudointellektuelle dramaer som Girls, eller barnligt banale masseprodukter som Star Wars.

Alt spiller bare så meget sammen, at da vi nærmer os slutningen af filmen, hvor Paterson sidder på en bænk, stirrer ud på et vandfald og kameraet langsomt bevæger sig ind på ham, så giver det gåsehud over hele kroppen. Det er nok den mest overbrugte kamerateknik, når vi skal helt ind i en person, men her fungerer det bare alligevel så godt, at hjernen mister styringen og kroppen tager kontrollen.

Det er film som denne, der transcenderer mediet og selvom det bare er for en stund, er i stand til at lade ens tanker flyve af sted. Den pirrer min fantasier, gøder min kreativitet, og giver mig for en sjælden stund fred i mit sind.