Ulrich Thomsens debut som skrivendeinstruktør starter ellers interessant. Vi ser en masse helikopterbillede henover et ensomt Los Angeles, imens en hæs stemme fortæller en historie om, hvordan to vidt forskellige mennesker, en mand og en kvinde, begge fik ødelagt deres liv, da de kom ud for en tragisk oplevelse. Havde dette været en kortfilm, der sluttede herefter ville det have været en enkel, men stilfærdig fortælling om, hvor lidt der skal til at ødelægge et liv, men desværre fortsætter filmen.

Derefter går der ikke længe inden, det går op får en, at alt er “on-the-nose”. Selv titlen In Embryo er ikke dybere end, at vi alle har det trygt og godt inde i mors mave, men så snart vi kommer ud skal der ikke meget til for at ødelægge hele vores liv. En enkelt traumatiserede begivenhed i barndommen, kan forme resten af ens tid på jorden. Det er udgangspunktet i næsten samtlige film, at noget traumatisk ryster op i rutinerne og tvinger mennesker til at udvikle sig. Derfor kan jeg heller ikke begribe, hvorfor en hel film skal bruges til at fortælle noget, alle andre kun skal 5 minutter på. Som det ikke skulle være nok, så lægger filmen jo ud med at bruge netop 5 minutter på at forklare alt, hvad der kommer til at ske i filmen gennem en altvidende, men rygeskadet stemme.

Magen til håbløse fortælleevner skal man lede længe efter. Det sparsomme manuskript bliver fortalt uden nogen sans for tempo eller stil. Det ene øjeblik springer vi fragmenteret rundt i tiden, og pludselig begynder alle scenerne at ende et freeze frame uden, at det har nogen betydning. Når denne så oven i købet er rystende stilløst fortalt, overdreven voldelig og hovedsagelig et kammerspil mellem to karakterer, så kan jeg på ingen måde anbefale In Embryo.