High-Rise, er en meget stil, men tydelig metafor for det britiske klassesamfund. Historien udspiller sig i en alternativ udgave af 70’erne, hvor vi følger beborerne i et nyt højhus, hvor de rige bor på de øverste etager og nyder udsigten, imens de fattige må nøjes med de nederste, hvor det altid er mørkt.
Med et emne som den store frihedsforskel i et klassesamfund er der ikke fordi, der ikke er nok at tage fat i. Alligevel er det lykkedes for Ben Wheatley, at lave en film, blottet for mere end det mest overfladiske indhold. Den filosofiske diskussion bliver kun brugt som baggrundstapet for det egentlige fokus, som er billederne. Wheatley og holdet er så optaget af 70’er interiøret og æstetikken, at de helt glemmer historien. Vi får til gengæld en helt masse visuelt interessante og skøre sekvenser, der heller tiden eskalerer i intensitet og rendyrket galskab.
Oser af 70’er deco og stil.
Som erstatning for indholdet bliver vi i stedet fodret med den ene kontrapunktiske musikmontage efter den anden, og masser af vold og vulgære udfald. Jeg har aldrig nogensinde fundet blodig vold særligt tiltalende, så når det ender med at være hoveddrivkraften i historien, så falder jeg fuldstændig af. Det er dog ikke fordi, der ikke bliver prøvet på at skabe en fængslende historie – hver eneste gang faldet dog pladask til jorden.
Filmen gør brug af den meget tvivlsomme manøvre, hvor den starter med slutningen, men ligesom så meget andet er det kun med til at understrege, hvor lidt holdet her er i stand til at udtrykke noget eftertænksomt.
I sidste ende står jeg hovedsageligt tilbage med en forbavselse over, hvordan skuespillere som Jeremy Irons og Tom Hiddleston, der begge er fantastiske skuespillere, særligt når de ikke er med i de store Hollywoodproduktioner, er blevet overtalt til at være en del af et projekt som dette.
Hvis man gerne vil se noget, der passer helt perfekt til Wheatly, så bør man se en film som Free Fire i stedet. Den er meget kortere, fokuseret og så gør den heller ikke brug af et ligeså tungt emne, som den på ingen måde er i stand til at oversætte til film.
