Det svære forhold mellem børn og forældre, når forældrene bliver til børn.

Forældre er noget så sjældent som magisk realisme i dansk film. Normalt så beskæftiger de danske filmskabere sig ellers altid med socialrealistiske køkkendramaer, grundet økonomien og den danske mentalitet, men sådan er det ikke her.

Det store spørgsmål bliver derfor, om det kan lykkes for instruktør og forfatter Christian Tafdrup at bruge det atypiske koncept til at styrke historie, eller om det bare bliver brugt som et røgslør for at skjule det manglende indhold?

Forældrene bliver til børn.
Fortællingen tager sit udgangspunkt i noget alle med voksne børn kan sætte sig ind i – dagen, hvor de flytter hjemmefra. Pludselig er der et kæmpe hul hos forældrene, Kjeld og Vibeke, spillet af Søren Malling og Bodil Jørgensen. Hele deres liv har været opbygget omkring sønnen, der nu kun kommer forbi for at få vasket sit tøj, men ellers altid har for travlt til at spise med. Intimiteten har også tydeligvis være død i flere år, så da Kjeld foreslår, at de flytter tilbage til deres ungdomsbolig igen, skal han alligevel ikke bruge særlig meget tid på at overtale hende.

Langsomt begynder han at indrette lejligheden, så den ligner den de boede i for 30 år siden, og en dag står de op og er pludselig 20 år igen.

Akavet i familien.
Det er en meget begavet måde at skildre behovet for at være ung igen, som mange forældre føler efter at blive “frigjort” fra deres børn. Ved hjælp af dette enkle stilgreb giver det Tafdrup mulighed for at skabe en lang række virkelig akavede situationerne, men samtidig at fastholde en troværdighed i de menneskelige relationer. Der var så mange utrolig pinlige scener, hvor forholdet mellem forældrene og deres søn er helt forkvaklet, at jeg var nødt til at dække mine øjne til, som så jeg en gyser. Det skyldes dog udelukkende, at det er så realistisk, men den magiske linse filmen bliver fortalt gennem forstørrer al det man ellers normalt ville ignorere og overse.

Søren Malling og Bodil Jørgensen er gode, som altid fristes man næsten til at sige, men det samme gør sig også gældende for deres unge udgaver, spillet af Miri Ann Beuschel og Elliott Crosset Hove.

Det bedste ved filmen er dog, at den ikke kører for længe. Med en spilletid på lige under 90 minutter, er der intet, som bliver trukket i langdrag, men det er nok til at fortælle en historie om, hvordan forældre bliver til børn, og gøre den både underholdende og indsigtsfuld.