Her er endelig en film, der ikke handler om en øvre middelklasse familie fra vesten, der går og tumler med deres identitet og luksusproblemer som hvad deres venner synes om dem, når de ikke er til stede, eller om de har det rigtige tøj. Diamond Island handler i stedet om en ung mand i Cambodja, som bliver sendt afsted til storbyen for at tjene penge til moren tilbage i landsbyen.

Badet i storbyens neonlys forsøger den unge dreng Bora at finde en mening med et liv, der er fuldstændig ude af hans hænder. Som barn af slummets fattigdom er han afhængig af sine chefers nåde, hvis han vil have en bedre løn end hans nuværende på 150 dollars om måneden. Hvis han gerne vil til USA, kan det kun lade sig gøre, hvis hans musikalske storebror kan tage ham med i forbindelse med sit green card, ja selv venskaber og kærligheden er noget han på ingen måde er herre over.

Denne præmis er fuldstændig fraværende på det vestlige filmmarked, og havde de også gået planken helt ud og beskrevet dette liv i al dets brutale tilfældighed, så havde Diamond Island også endt som noget helt igennem unikt, men i et forsøg på at indordne sig netop det vestlige marked, bliver filmens handling styret af en coming-of-age formel som vi har set utallige gange før, og som særligt til slut udvander det ellers store potentiale.