I Desierto følger vi en gruppe mexicanere, der er ved at flygte over grænsen. Selvom bilen bryder sammen og de skal gå det sidste stykke over grænsen, ser det hele ud til at gå godt, lige ind til de løber ind i en amerikansk selvtægtsmand, der ved hjælp af hans riffel og blodtørstige hund har i sinde at jagte dem alle indtil de er døde.

Man kan godt mærke, at det er sønnen af instruktøren bag Gravity, der har lavet Desierto. På overfladen har de måske ikke så meget til fælles – og så alligevel. For selvom den ene film udspiller sig i rummet, og den anden på grænsen mellem USA og Mexico, så handler begge om at overleve mod alle odds, og så bliver begge også hovedsageligt fortalt gennem billeder og baggrundslyden, i stedet for en tung dialog.

Præmissen er evigt aktuel, særligt i et USA, som på flere måder har vist, at de nok aldrig vil være i stand til at have en nuanceret national debat om immigration. Emnet er med tiden blevet så betændt, at der er nok at bidrage med til diskussionen. Denne samfundsværdi er med til at gøre Desierto mere end eksistensberettiget, og når den oven i købet er utrolig gribende og intens på samme måde som Gravity, men bare meget mere nede på jorden, er det helt klart en film man bør overveje at se, hvis man er det mindste interesseret i de dystre sider af menneskeheden.