Unge Astrid tager udgangspunkt i en meget kort periode af den kendte forfatters liv. Hun er jo om nogen kendt for hendes hav af kreative historier, og hendes utroligt skarpe forståelse for at tale til børnene og ikke ned til dem.

Hvor denne fantasi og ærgerrighed i hendes forfatterskab stammer fra beskæftiger filmen sig dog aldrig direkte med. I stedet centrerer dramaet i filmen sig om et traume fra hendes unge år. Jeg kender ikke så forfærdeligt meget til Astrid Lindgrens liv, men efterfølgende stod jeg tilbage med en fornemmelse af, at Pernille Fischer Christensen og resten af holdet bag ville fortælle den mest dramatiske historie fra Lindgrens liv, og gerne ville forsøge at ramme tidsånden i dag. For historien er uden tvivl dramatisk og engagerende, uanset om man har læst endes bøger eller ej, og den trækker også tråde til nutidens feminisme og ideal om den stærke kvinde, som må klare sig egenhændigt.

Plottet er ganske effektivt, og til trods for, at den midterste del skrider lidt tankeløst afsted, så er afslutningen rørende og gennemført, og man skal være noget af en kold stodder for ikke at blive rørt. Desværre sker alt dette på bekostning af at lære Astrid Lindgrens forfatterskab at kende. Jeg ved lige så meget om, hvor hendes inspiration kommer fra nu, som jeg gjorde inden, jeg så filmen. Der bliver automatisk draget et par tynde konnotationer til, at der hendes søn, der er skyld i hendes alsidige forfatterskab, men det er lidt for søgt og utroværdigt, alt andet taget i betragtning.

Så du lærer måske ikke Astrid Lindgren særligt godt at kende, men du får i det mindste en forståelse for, hvorfor børnehistorier ikke er lige så rosenrøde, som så mange andres.