Det har taget 25 år for Terry Gilliam at få filmatiseret sit manuskript, baseret på historien om Don Quijote (hvilket det endelige produkt heller ikke ligger skjul på). Og selvom en film, der har været igennem så mange produktionsvanskeligheder som denne, aldrig vil kunne leve op til forventningerne, så er det stadig en rigtig god ’Terry Gilliam film’.

Du kan lige så godt affinde dig med, at du ikke får en forløsende og klar treaktsstruktur med The Man Who Killed Don Quixote. Ligesom så mange andre film Gilliam har stået bag, så handler det ikke så meget om at du skal tage fra biografen med et budskab, som du kan diskutere med familien ved middagsbordet, eller om, at han skal belære sit publikum med hans store genialitet.

Det er en rigtig god filmoplevelse, med fokus på stemningen og den absurditet som filmmediet muliggør, men vi så sjældent ser i dag, hvor alt er fokustestet og kommercielt orienteret – i større eller mindre grad. Gilliam er stadig ikke bange for lave en film, hvor virkelighed og fantasi langsomt smelter sammen, og skaber et helt igennem mystisk eventyr.

Adam Driver passer også rigtig godt i rollen som en selvoptaget, men indsigtsløs reklameinstruktør, og selvom Jonathan Pryce er Gilliams femte valg i rollen som Don Quijote, er han som taget direkte ud af bogen.

For at kunne lide filmen, er du nødt til at se den på Gilliams præmisser. Jeg har allerede talt med andre kritikere, så jeg ved, at hvis ikke man tuner sig ind på, at det er en følelsesmæssig stemningsoplevelse, mere end det er en ”god historie”, så vil du hade alt ved filmen. Personligt, elsker jeg dog absurde film som denne, og hvis du reelt kan lide Gilliams andre film, så fortjener du at give dig selv lov til at se den, mens den stadig kører på årets cph pix.