Forstil dig at se en film gennem én lang skærmvideo. Sådan har Aneesh Chaganty valgt at instruere filmen ”Searching”, hvor vi følger Davids søgen efter at finde sin forsvunden 16-årige datter, ved at gennemrode hele hendes computer.
Det her er filmet i et helt nyt format, som jeg ikke har set i nogen anden film. Det er spændende at de har forsøgt at lege med tablets, computere, telefoner og overvågningskameraer, mens det samtidig også er tankevækkende, hvor mange dagligdagsprodukter, der hele tiden overvåger os. Trods filmens meget eksperimenterende format, har det dog lidt en bagside. I og med, at den åbner op for et stilkamera og en teknisk platform, udelukker det alt det andet, som vi ellers plejer at associere med film; skuespil, klipning og stemning. Ved at følge David gennem et webcam, ser vi aldrig andet end, hvad der er på skærmen. Der er ingen close-ups eller effekter, der kan understøtte skuespillernes præsentationer. Det var enormt ærgerligt, for det gjorde det svært at finde skuespillet oprigtigt.
Handlingen var en smule forudsigelig. Vi starter med en lang montage om, hvordan Margot mistede sin mor, men vi fik ikke rigtig nogen indsigt i, hvordan det har påvirket familien. Det blev mere eller mindre en montage, der kun var lavet for, at vi skulle starte med at fælde en tåre, inden filmen overhovedet gik i gang. Jeg savnede nogle skuespillere, der fik lov til at slå sig løs med følelserne, så vi kom helt tæt på, og ikke bare kunne gemme os bag en skærm som en flue på væggen. Det virkede som en halvanden times lang youtube-video, hvor vi bare følger nogen, der har filmet deres skærm, samtidig med, at de kommentere og reagere på det. Der var intet i sig selv, der var medrivende, hvis ikke det var fordi der lå en tyk underlægningsmusik, der understøttede den stemning, som ikke kom af billedet selv.
”Searching” levede ikke helt op til de forventninger, som jeg ellers havde håbet. Da jeg så traileren så den intens ud, men den bliver hurtig uinteressant, da det eneste vi får et reelt forhold til er Margots skrivebord på sin MacBook. Formatet er anderledes, det er der ingen tvivl om, men historien og skuespillet imponerede ikke, som det ellers ville kunne, hvis det var filmet væk fra skærmen.
