I løbet af CPH PIX, fik vi lov til at møde instruktøren Stephan Streker, for at tale om hans nye film Brylluppet. Streker er en mand, der ikke er bange for at sige sin mening – det lærer jeg meget hurtigt. Så man skal være oppe på dupperne, når man møder ham for ikke at falde helt igennem.

Strekers ihærdighed fik jeg hurtigt at se, da jeg spurgte ind til, hvorfor han havde valgt at lave en film om en helt anden kultur, end den man normalt forbinder med en blåøjet skaldet mand.

”Jeg forstår slet ikke dit spørgsmål. Jeg er vokset op i Belgien, og det samme er de tre [hovedskuespillere], og deres karakterer. Jeg kan ikke svare på, hvorfor så mange andre [instruktører] fortæller historier fra deres eget liv. Du må undskylde, at jeg ikke er pakistaner [griner].

Betyder det så, at jeg ikke kan lave en film om en kvinde, fordi jeg er en mand? Betyder det, at jeg ikke kan lave en film om en afrikaner, fordi jeg er europæer? Betyder det, at jeg ikke kan lave et science-fiction om marsmænd, fordi jeg ikke var født det? Som kunstner må du bare være så ærlig som mulig.

Hvad angår kulturen, så er det meget vigtigt og understrege, at hovedpersonens kultur er delt i to. Hun er både belgier og pakistaner, og jeg kender meget godt til den belgiske kultur.”

Filmens historie er dog inspireret af en virkelig begivenhed, der fandt sted i Belgien:

”Historien er baseret på en rigtig begivenhed i Belgien, som er meget kendt der. I starten havde jeg ikke nogen interesse i at fortælle historien, men da jeg mødte broderens bedste ven [fra den virkelige historie], gik det op for mig, at der var en kæmp græsk tragedie i kernen af det hele.”

© 41Shadows

Streker ser dog ikke filmen som et produkt, der udelukkende er lavet til ham, men som noget, der er henvendt et publikum, der skal have lov til at fortolke det, efter deres bedste overbevisning:

”Jeg kan godt lide at efterlader publikum med stof til eftertanke. Som filmskaber har man selvfølgelig et udgangspunkt, man arbejder ud fra, og det er også helt okay, men den moralske fortolkning ligger hos publikum. Din fortolkning af en person vil altid sige mere om dig, end den person du dømmer.”

Det er en film med fremragende skuespil, og særligt en person var værd at fremhæve:

”Sébastien [Houbani] er en fantastik skuespiller. Og takket være ham er [broderen] blevet virkelig interessant. Hans problem er, at han forstår alle omkring sig. Søsteren vil gerne have kærligheden fra dem, der udstøder hende, broderen elsker sin søster, men vil også gerne værne om familiens stolthed, og de prøver alle sammen at finde hinanden. Der er ikke nogen skurk i stykket. Problemerne kommer ovenfra.”

© 41Shadows

Denne utrolig værnen om hans karakterer afspejler sig også i Strekers favoritscene, der ikke er dem, som de fleste ville tro:

”Mange fortæller mig, at scenen, der gør mest indtryk på dem er, da [Zahira] ikke kan gennemføre aborten. De nævner også scenen mellem Zahira og hendes storesøster, og andre siger, at de foretrækker scenen mellem de to fædre. Men min yndlingsscene er da André besøger Amir i butikken og spørger, om han kan hjælpe med noget, hvorefter Amir siger, at han ikke kan gøre noget. Det er en lille scene, men den demonstrerer meget fint, hvor magtesløse alle er.”

Afslutningsvis spørger jeg altid instruktøren ind til det, han ønsker publikum skal tage med sig efter filmen. Normalt minder svarene meget om hinanden, men selvfølgelig havde Streker udtænkt sig et helt andet svar:

”Det, jeg inderligt håber, er, at folk vil blive rørt af filmen, og at de efterlader biografen med flere spørgsmål, end da de gik ind. Fra et filosofisk perspektiv så er spørgsmål for mig, altid bedre end svar, af den simple grund, at spørgsmål åbner, hvor svar lukker. Derfor er det også bedre at være interviewer, end at være den interviewede [griner].”