Dette er blot et grundlæggende første spørgsmål, men hvorfor besluttede du dig til at fortælle netop denne coming of age-historie?
Karaktererne og byen er inspireret af min delvise opvækst i en lille landsby i Island, men ellers er der ingen særlige årsager til denne historie.
Da jeg så filmen, kunne jeg ikke undgå at sympatisere med Thor og Christian, som er så sensitive, men ude af stand til at udtrykke sig selv. Oven i dette, og særligt i den første halvdel af filmen, virker alle de personer, der burde være omsorgsgivere, som værende meget selviske og utilstrækkelige, særligt Thors søstre, som er virkelig onde. Jeg spekulerede på, om dette var med vilje?
Jeg havde selv to søstre, og det var grundlæggende sådan, vores relationer var, men de havde også en blød side. Da vi voksede op havde mine søstre en drillende og manipulerende side, men også en blød side. Jeg skriver meget underbevidst, så jeg forsøger ikke at tænke for meget over, hvorfor jeg gør bestemte ting, men jeg ville være sikker at [karaktererne] har begge sider. Selvfølgelig, Rakel har lidt flere problemer med sig selv, men håber, og jeg håber, at du også bemærkede det, at der er en grund til, at Rakel opfører sig, som hun gør.
Det er rigtigt. Det første indtryk er ret ekstremt, men så begynder man gradvist at finde af hvorfor hun er som hun er.
De plejede altid at smide mig ud, eller når vi havde besøgende og jeg kom ud fra badeværelset, så prøvede de at skubbe mig ind i stuen og fjerne mit håndklæde. Det var næsten som et spil.
Så det er næsten selvbiografisk?
Mange scener er selvbiografiske, men bøsse-elementet er opdigtet. Selvom det er fiktivt, så er meget af skildringen og intimiteten mellem drengene virkelig.
Det har forandret sig meget, og den nye generation er fuldstændig anderledes, men at åbne op for følelser var anset for meget svagt.
Jeg har fornyligt set en anden coming of age-film, Sparrows, og den film mindede mig meget om din. De har begge hovedpersoner, som skal underkaste sig, fordi ingen omkring dem accepterer dem for det, de er. Jeg spekulerede derfor på, om du er blevet inspireret af den, eller om der er tale om en islandsk stil?
Nej, jeg skrev denne historie for længe siden. Jeg er faktisk ven med Runar [instruktøren på Sparrows], men jeg færdiggjorde mit manuskript, før han startede på Sparrows. Jeg tror, at vi har en del tilfælles gennem vores opvækst i Island, for da vi var børn skulle mænd ikke vise deres følelser. Det har forandret sig meget, og den nye generation er fuldstændig anderledes, men at åbne op for følelser var anset for meget svagt. Selvom jeg havde en blid mor, som var meget omsorgsfuld og en far, der var meget omsorgsfuld, så var jeg dog stadig stærkt påvirket af samfundet. Vis ikke din svage side, brok dig ikke! Man skulle gøre sig hård. Jeg synes, det har ændret sig meget, især i Skandinavien, men eksisterer stadig i mange lande.
jeg tror også, at vi er vant til at le af de sørgelige dele
Det er interessant, at du siger det, fordi jeg har bemærket en slags renæssance i Islandske film. I løbet af det sidste år har jeg også set Virgin Mountain og Blandt mænd og får. Der er en mørk undertone i alle disse fim, og jeg spekulerede på, om det har noget med landet at gøre. Det er sådan et smukt land, men af en eller anden grund har alle disse film meget mørke undertoner.
Ser du, jeg anser Heartstone for at være det lyse islæt. Den er meget inderlig i sammenligning med de film. Jeg kan se de mørke undertoner [i de andre film], men der er kun en lille smule i min film. Jeg tror, det er en land med en lille befolkning, så at skille sig ud er … måske er det ikke så godt et eksempel, men fx det at gå på en date, får dig til at skille dig ud. Hvis du skal på date med en pige, så er det en alvorlig beslutning, fordi mange mennesker vil få det at vide det. Du er meget bevidst om dine omgivelser, fordi alle kender hinanden. Måske er det årsagen til, at du ikke udtrykker dig helt så meget. Måske spiller vejret og naturen med alt sit mørke om vinteren også en rolle.
Jeg synes min film er enorm sjov den første halve time, men jeg tror også, at vi er vant til at le af de sørgelige dele for at kunne håndtere det.
Der er mange scener, der består af close-ups. Disse scener har ofte Kristian eller Thor som omdrejningspunkt, når de er for sig selv. Og da jeg så filmen oplevede jeg, at de repræsenterede deres emotionelle tilstand, fordi de er så hæmmede, at kameraet i bogstavelig forstand skal bevæge sig tæt på, fordi de ikke viser deres følelser til nogen andre. Var det intentionen?
For os er det meget vigtigt at se filmen fra deres perspektiv og at forsøge at være så tæt på dem og få det til at føles så virkeligt som muligt. Sturla [Brandth Grøvlen, fotografen] havde stor frihed til at styre den visuelle del af produktionen. Jeg ville have relationen til at være meget sofistikeret, så måske er det derfor, vi var nødt til at komme så tæt på.
Hvad er din instruktørstil og –proces?
Den er helt forskellig for børn og voksne. Vi havde disse børn i 10 måneder, så de kunne følge et skuespilkursus, fordi ingen af dem havde optrådt før. På grund af dette, behøvede jeg ikke at instruere dem så meget, da vi endelig ankom til settet. Jeg var kun nødt til at sige nogle få vejledende ord, for hvis jeg havde fortalt dem for meget, ville jeg bare forvirre dem.
Jeg sørgede dog for at forsikre dem om, at de ikke kunne fejle, mens de spillede skuespil. De kunne kun fejle, hvis de gav op, men så længe de blev ved med at forsøge at gøre det rigtige, var de på rette spor.
Jeg er mest stolt af, at jeg har lavet den film, jeg ønskede at lave.
Hvad er du mest stolt af at se, eftersom dette er din første spillefilm.
Jeg er mest stolt af, at jeg har lavet den film, jeg ønskede at lave. Når man laver sin første film, fortæller alle, hvad man skal gøre, når man møder et problem. ”Du skal skydesådan” eller ”Lad være med at bruge så meget tid på det”. Der er så mange retningslinjer, så man er nødt til at beslutte sig for, hvilke man vil følge eller lave om. Jeg har tillid til min måde at arbejde på. Så jeg sørgede for at begå mine egne fejl og at lære af dem, og så ikke skabe problemer for alle mulige andre.
Hvad håber du på, at folk vil tage med sig, når de har set filmen?
Jeg ønsker virkelig, at folk skal genoprette forbindelsen til deres barndom. Jeg håber de kan genoprette forbindelsen og huske, at da vi var teenagere havde vi et enormt liv, som vi har en tendens til at glemme, efterhånden som vi bliver ældre. Vi kasserer ofte disse år og siger: ”Vi var unge, vi var dumme”, men i virkeligheden, så beskæftigede vi med store ting på det tidspunkt i vores liv. Det lyder måske mærkeligt, men jeg ønsker at folk skal respektere den del af sig selv.
Det lyder overhovedet ikke mærkeligt. Det er normalt at mange mennesker glemmer hvem de var, da de var unge.
Ja, og fordi man bare kasserer sin ungdom, så kasserer man også børn i den alder. Det var en stor overraskelse for mig, da jeg startede med at skrive, at opdage hvor meget, der var sket i min ungdom. Jeg anede det ikke. Jeg havde fuldstændig glemt det.
Jeg har bare ét afsluttende spørgsmål, selvom det måske lyder lidt skørt. Hvad laver Søren Malling i filmen? Det er bare fordi, jeg er vant til at se ham i danske film, og så var han lige pludselig med i en islandsk og talte islandsk.
Han er udlænding i filmen.
Hvis han så oven i købet havde været udlænding, ville det have været uudholdeligt.
Det ved jeg. De bliver ved at omtale ham som “udlændingen”.
Ja. Jeg har tidligere arbejdet sammen med Søren i en kortfilm og har ønsket at arbejde med ham igen lige siden. Jeg synes, han er en stor skuespiller, og han er let at arbejde med. Han er den mest erfarne skuespiller, jeg har arbejdet med. Det var derfor, jeg var så glad, da han ville gøre det. Jeg er fuldstændig forelsket i den kendsgerning, at Thors mor gik i seng med en udlænding, fordi det ville have været endnu mere ydmygende, da jeg var barn. Særligt på i lille område, hvor en udadvendt kvinde med det samme blev stemplet som ”byens luder”. Hun blev set som trussel for alle de andre kvinder, fordi deres mænd måske ville opsøge hende. Jeg oplevede det med min egen mor. Hun var ikke byens luder, men hun var set ned på i vores by, fordi hun var alene og tiltrækkende. Jeg hørte disse historier og var nødt til at slås med andre drenge, der kaldte hende luder, fordi hun gik ud med ældre mænd. Hvis han så oven i købet havde været udlænding, ville det have været uudholdeligt. Det er en smule barnligt, men jeg ville vise hvordan landsby-racismen var.
Jeg er bange for, at jeg ikke har flere spørgsmål, med mindre du ønsker at tilføje noget?
Jeg vil gerne sige, at dette er en dansk film. Jeg ved ikke, hvor opmærksomme danskere er om dansk indflydelse på islandske film. Jeg ved ikke, om du ved det?
Jeg ved, at mange af dem er co-produceret af danske firmaer.
Det er rigtigt. Denne film er produceret af mit firma og SF Studios i et lige partnerskab. Lise [Orheim Stender] og Jesper [Morthorst] var medproducenter på denne film og vejledte os. Lyden, musikken og redigeringen var dansk. Så, som du kan se, var der altså temmelig megen dansk indflydelse, men jeg ved ikke, om folk i Danmark nogensinde vil se filmen som en dansk film. Jeg tror det ikke. Der er mange danske fingeraftryk, men de er skjulte fordi alle skuespillerne er fra Island.
Afslutningsvist vil jeg også gerne kraftigt gøre opmærksom på vores filmfotograf, Sturla [Brandth, Grøvlen]. Jeg har aldrig haft en så nært og godt samarbejde med nogen som helst. Han fortjener derfor en masse anerkendelse for alt det, vi har gjort.
Hvis du føler der er gået noget tabt under oversættelsen, eller bare gerne vil læse interviewet på engelsk, kan du finde det her.
