De to søskendepar, Charlotte og Guillaume, kæmper med den ungdommelige kærlighed. Guillaume bor på en kostskole, hvor reglerne er firkantede, mens han kæmper med at finde ud af sin seksualitet. Charlotte bor hjemme og har det vilde ungdomsliv med fester, alkohol og masser af scoringer. De søger begge anerkendelse og mødet med kærligheden, men de kæmper ligeledes i deres forskellige livsstile.

Denne film faldt ikke i min smag. Jeg blev flere gange meget forvirret over, hvilken vej filmen ville hen. Vi bruger halvanden time på at følge Charlotte og Guillaume, og pludselig stopper vi, og en helt ny historie med et helt andet hold skuespillere bliver pludselig præsenteret. Temaet er dog det samme; kærlighed, men jeg forstod overhovedet ikke, hvorfor det var nødvendigt at skildre en helt ny historie i forhold til den anden. Det virkede næsten som om, at den nye historie blev tilføjet, blot så Brett Dier kunne få en rolle og være med. Det var et brud på historien og personligt, synes jeg slet ikke, at det var passende.

Skuespillet og problemstillingerne hos Guillaume og Charlotte er interessante, men også noget jeg synes, jeg har set før. En ung pige, der desperat forsøger at blive elsket ved at drikke sig fuld og feste – og en ung fyr, der kæmper med at finde ud af om han er til mænd eller kvinder, mens han bor på en kostskole. Det var ikke nyt eller anderledes, og desværre er det samme tilfældet for skuespillernes præsentationer.

Der var dog én ting, som jeg synes var spændende og iøjnefaldende; og det var klipningen mellem scenerne, karaktererne og følelserne. F.eks. bliver der zoomet ind på Charlotte, hver gang der bliver kaldt på hende fra én bestemt karakter, og vi får med det samme den vendende mavefornemmelse, når nogen, man måske ikke har den store lyst til at se, pludselig står der, uden man havde regnet med det. Ligeledes er der også nogle scener, hvor dem der taler slet ikke bliver vist. Det gjorde scenerne interessante, for når vi ikke kan se, hvem der snakker, så føles det næsten som om, at vi er den, der snakker.

Overordnet må jeg indrømme, at ”Genesis” ikke var noget for mig, men måske er der nogen, den ville falde i god jord hos; hvis man altså godt kan lide film, der handler om unge mennesker, der kæmper med kærligheden i et roligt tempo.