I den tyske film ”All Good”, møder vi Janne som er en helt normal kvinde, der er i gang med at istandsætte sit drømmehus med sin dejlige kæreste. Da hun en aften tager til et skolejubilæum tager hendes liv en helt anden drejning end forventet. Janne bliver voldtaget af en gammel bekendt fra festen, og pludselig kæmper hun med at være den samme.

Hele historien er meget interessant, da den har en lidt anderledes synsvinkel, end hvad vi er vant til fra sådanne historier. Janne har ikke et mentalt sammenbrud, eller kæmper med oplevelsen, som vi har set det i så mange andre film. Janne holder derimod voldtægten hemmelig, og vælger ikke at fortælle nogen, hvad der er sket. Selv da hun tager imod et jobtilbud, der betyder hun skal arbejde sammen med sin voldtægtsmand, der faktisk bærer stor skyldfølelse, benægter hun stadig at det er sket. Hele filmen cirkulerer altså over hendes måde at skubbe følelser og refleksion til side, hvilket jeg fandt meget tankevækkende.

Selve dramaet bliver fortalt i et stille og roligt tempo med mange montageklip, hvor vi følger Janne i hendes hverdag efter episoden. Jeg fik fornemmelsen af, at det var meget bevidst for at få situationen til at fremstå mere realistisk uden det store hurlumhej. Det blev måske bare en smule for langtrukken for filmens længde, til en sådan grad, at jeg begyndte at kede mig halvvejs i filmen, grundet dens ensformige fortælle flow.

Når det er sagt, synes jeg, at filmen har potentiale til at skille sig ud fra mange andre. Budskabet om at man ikke kan ”glemme” en traumatisk oplevelse, synes jeg er vigtig, og i den sidste halve time, hvor Janne pludselig bliver nødt til at tage stilling til voldtægten, blev det meget naturlig og fængende. Skuespillet og følelserne sidder lige på sin plads, så jeg ikke kunne undgå at blive revet med, mens jeg fulgte hendes rejse mod erkendelse.