Noget er gået helt galt

Cocaine Bear er nok en af de ringeste film, jeg kan mindes at have set længe. Det er som om, at filmen er blevet lavet af folk, der ikke ved, hvad en sort komedie er, men som ikke desto mindre har fået til opgave at lave en alligevel. Det er en svær genre at mestre, fordi det ligger i konceptet, at vi skal grine af noget, der ikke på overfladen er morsomt – i dette tilfælde en skæv bjørn, der jagter og dræber tilfældige mennesker på meget blodig vis – men hvor tingene bliver præsenteret på en måde, hvor man som tilskuer kan grine af det absurde i situationerne. Problemet er dog bare, at det aldrig er morsomt, og det er ikke engang det eneste problem ved filmen.

Alt er skævt
Instruktør Elizabeth Banks, har efterhånden medvirket i et af hav komedie som skuespiller, så det er ikke fordi, at hun umiddelbart er uerfaren, når det kommer til at få publikum til at grine, men noget er gået helt glat. Alt er ”off”, på den forkerte måde, hvor ingen af filmens utallige vittigheder bliver præsenteret ordentligt, og ensemblet af ellers succesfulde og professionelle skuespillere fremstår som amatører, der ikke ved, hvilken film de medvirker i.

Persongalleriet er ellers på papiret velvalgt, med karakterer, der under normale omstændigheder, aldrig ville mødes, men hvis skæbner kolliderer, da de på hver deres måde bliver påvirket af den morderiske bjørn. Ligesom med humoren, er der dog noget, som er gået helt galt undervejs, fordi de umage par aldrig bliver dannet. Ensemblet er underligt spredt til alle vinde, og det absurde ved at støde en alenemor sammen med en gruppe forvirrende narkosmuglere, bliver kun minimalt udforsket.

Hvad er meningen med galskaben?
Filmens store trækplaster og redning kunne have været titelkarakteren, bjørnen på stoffer, men ak og ve, også hun lider under de samme problemer, som resten af filmen. Det er som om, at filmskaberne slet ikke ved, om bjørnen skal være en gal seriemorder, en stoner, vi skal grine af, eller om vi skal sympatisere med et dyr, hvis territorie bliver krænket af uforskammede mennesker, så derfor er den alt dette på samme tid – og dermed intet.

Det er svært at beskrive med ord, hvor mislykket en film, Cocaine Bear, er. Alt, hvad der kunne gå galt er gået galt. Det er en sort komedie, der ikke er sjov, en thriller, der ikke er uhyggelig, som splatterfilm er den for tilbageholdende, som periodefilm, bliver det kun brugt som undskyldning for, hvorfor ingen har mobiltelefoner, og selv ellers dygtige og prisvindende skuespillere Margo Martindale, Keri Russell og Ray Liotta, i den sidste rolle før han gik bort, kan ikke levere selv de mest banale replikker, så de lyder troværdige. Det er svært at pege på noget, der hænger sammen, eller sågar kan svare på, hvorfor filmen er blevet lavet, men en ting er sikkert, selv med en relativ kort spilletid på halvanden time, føles det som en ren ørkenvandring.