En hyldest til forældrerollen

C’mon C’mon er noget nær den ultimative mumblecore film. Ikke nok med, at den udelukkende består af mennesker, der bare taler med hinanden om deres følelser og reflekterer over tidligere tiders adfærd og relationer, så er den også i sort-hvid, for virkelig at understrege, at det her ikke handler om det cinematiske, men om karakterdramaet.

Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at det er en meget intellektuel film, om betænksomme karakterer, for et betænksomt publikum. Trioen bestående af onkel Johnny, mor Viv og sønnen Jesse, er så gode til at sætte ord på deres følelser, at det må gøre de fleste mennesker misundelige. Dramaet ligger derfor i, hvor godt onkel Johnny kan finde ud af at passe sin nevø, når han aldrig selv har haft børn.

At værne om et andet menneske
Dette genstridige forhold kommer der en masse virkelig spændende scener ud af, hvor Jesse virkelig udfordrer Johnnys både tålmodighed og pædagogiske evner. Filmen er dog primært en cadeau til forældrerollen, og hvor krævende den kan være, så selvom deres interaktioner forbliver autentiske, udvikler det sig aldrig voldsomt, da de begge inderst inde elsker hinanden.

Joaquin Phoenix’ Johnny er nemlig en helt almindelig onkel, der får til opgave at passe sin søsters søn, og så gør han, det bedste han kan. Hele trioen spiller fænomenalt godt, men det er dog den unge Woody Norman i rollen som Jesse, der virkelig skinner igennem, og peger i retning mod en lang karriere som skuespiller.

C’mon C’mon er en meget stilfærdig og afdæmpet hyldest til alle de mennesker, som vælger at tage sig af og værne om børns velbefindende, også når det er en onkel, som er ude, hvor han ikke kan bunde, men som alligevel forsøger at gøre sit bedste. Hvis jeg nogensinde fik ansvaret for et lille menneske, tror jeg også, at jeg ville stå med mange af de samme overvejelser som Johnny, og det er vel også filmens største styrke, at den afspejler en virkelighed, som ikke virker påtaget, men ægte.