En opfindsom satire over tidsånden

I Club Zero kaster instruktør og manuskriptforfatter Jessica Hausner sit satiriske blik på ikke bare elitekostskoler, men den radikale sundhedsbesættelse, der altid har gjort sig bemærket i sin ekstreme tilgang til mad. I filmen følger vi den nye lærer Miss Novak, spillet af Mia Wasikowska, der starter en ny klasse med et meget tidstypisk fokus på bæredygtige madvaner. Under navnet, bevidst spisning, forsøger hun at gøre de unge mennesker mere opmærksomme på, hvordan det at spise mindre kan højne deres egen sundhed og hjælpe deres verden. Der går dog ikke længe, før de budskaber langsomt leder til et næsten kultlignende fællesskab, hvor de meget kompetitive unge vil gøre næsten alt for at blive en del af den mystiske ”Club Zero”.

Det er nogle heftige emner, der bliver taget under kærlig behandling, hvorfor filmen også starter med en advarsel om, at spiseforstyrrelser og socialkontrol er en del af historien. En advarsel som denne lyder måske til at være i overkanten, men er nok en meget god idé, fordi alle de dramatiske situationer bliver præsenteret med så bidende et satirisk blik, at det er meget let at misforstå det hele.

Publikum på arbejde
Meget af fortolkningsarbejdet bliver overladt til publikum, og det er da også let at læse en kritik af både den performative sundhedsmani, som ofte gør mere skade end gavn, men også en kultur, hvor man kan være ganske forfærdelig overfor sine medmennesker, så længe man siger og præsenterer sig selv på rigtig vis. Situationerne får lov til at blive ført helt ud i livet, og fører nogle gang til voldsomme scener som eksempelvis, da stræberen Elsa spiser sit eget opkast for at understrege sin dedikation til den nye livsstil.

Skuespillerne er ikke overraskende dygtige, og selvom de er noget karikeret i deres diktion, passer det meget godt til et ensemble, hvor alle virker til at spille en rollen. Kameraarbejdet er også dristigt og opfindsomt. Gennem lange indstillinger, der ofte er placeret langt væk fra begivenhederne, underbygger det også det teatralske i historiefortællingen, hvor man som seer føler sig som en iagttager af noget, man egentlig ikke burde se.

Club Zero er nok ikke en film for alle. Man skal selv lægge en del arbejde i den, for at få noget ud af den, og Jessica Hausner gør da heller ikke noget forsøg på at invitere folk ind, særligt med tanke på den satiriske skildring af seriøse emner, hvor forargelsen sjældent bliver ekspliciteret. Det er en film, der ikke er bange for at udfordre konventionerne, så hvis man kan holde lidt opkast ud, er der rigeligt at tale om bagefter.