Et portræt af nutidens Amerika
Civil War fremstår nærmest som en dokumentar i sin portrættering af, hvordan en borgerkrig USA kunne se ud anno 2024. I en nær fremtid følger vi krigsfotografen Lee (Kirsten Dunst) og journalisten Joel (Wagner Moura), der kan se slutningen på borgerkrigen nærme sig, og derfor begiver sig mod Det Hvide Hus for at få et sidste interview med præsidenten. Med på slæb får de også den unge Jessie (Cailee Spaeny), der gerne vil være krigsfotograf, og den aldrende journalist Sammy (Stephen McKinley Henderson), der håber på at få en sidste god historie, inden landet går helt i opløsning.
Det er et meget åbenlyst og letforståeligt setup til en road-movie, hvor vi får fire forskellige perspektiver, alt imens vi møder vidt forskellige mennesker, der repræsenterer de mange sider af USA. Vi får både de klassiske skydegale red-necks at se, men også set, hvor lidt enighed der er blandt oprørerne, der er opdelt i vidt forskellige fraktioner, mens der selvfølgelig også er staterne i Midtvesten, der forsøger at lade som om, at borgerkrigen slet ikke eksisterer. Symbolikken er åbenlys, men ikke uvedkommende, og sammen med vores kvartet kommer vi med på en rejse, der virkelig udstiller, hvor barbarisk og inhuman krig er.
En dokumentarisk tilgang
Selvom meget af filmen handler om den bestialske ligegyldighed, der præger de blodige kampe i krig, er det menneskeligheden, der er i fokus. Fx kæmper Lee hele vejen igennem med at finde sin menneskelighed igen. Den side af hende, som hun har lagt fuldstændig på køl, i sine bestræbelser efter at dokumenter død og ødelæggelse, som hun påpeger, er op til andre at gøre noget ved. Den voyeuristiske tilgang til krig, som mange af os her i Vesten har, og hvor let det er at afkoble sig fra virkeligheden, er bare en af de mange ting, der bliver sat spørgsmålstegn ved undervejs, på den farefulde rejse mod Washington.
Civil War er en meget tankevækkende om end næsten dokumentarisk i sin tilgang til emnet om borgerkrig. Mange spørgsmål bliver stillet, men de færreste entydigt besvaret. Et af de mange spørgsmål man sidder tilbage med er, hvorfor filmen egentlig er blevet lavet? Særligt med tanke på, hvor mange medieanalfabeter, der er i USA, og den store risiko det skaber for, at en film som denne kan blive misforstået af mange.
Alex Garland er øjensynlig dog ikke bange for den slags, og fortsætter med at være udfordrende, ligesom det var tilfældet i hans forrige film Ex Machina, Annihalitation og Men. Jeg fandt meget at gruble over i Civil War, men hvor stor en slagkraft den besidder, er i høj grad op til øjet, der beskuer den, og det er selvsagt ikke op til mig at afgøre.
