Den tyske instruktør Christian Petzold er igen biografaktuel med filmen Rød himmel, og vi har talt med ham i den anledning. Det endte med en samtale om coronainspirationen til filmen, og hans lidt for selvkørende skuespillere og glæden ved at have en masse gengangere i hans film, selvom det også møder kritik fra andre filmskabere.
Dine sidste to film, Transit og Undine, var forbundet både gennem skuespillerne Franz Rogowski og Paula Beer, der spiller hovedrollerne i begge, der, som vi talte om sidst, også hænger tematisk sammen. Det er dog anderledes med Rød Himmel, for du har ikke bare en ny hovedrolle (spillet af Thomas Schubert), men hiver også fat i nogle helt andre temaer. Så hvad var din inspiration til denne film?
Der var flere årsager. Den første ting var, da jeg var sammen med Paula Beer på en presseturne, og vi begge blev ramt af covid. Det var i 2020. Vi blev begge lagt ned med feber. Mens jeg var syg, købte jeg en bog. En dystopisk roman, som jeg ville filmatisere. Men efter corona havde aldrig lyst til at lave en dystopisk film igen. Jeg ville lave en film om, hvor fantastisk verden er.
Samtidig har jeg Paula Beer i mine tanker. Hun var en ung skuespiller, da vi mødtes, og begge de roller hun har haft i mine film, var som objekt for mænd. Så jeg sagde til hende over telefonen, at den næste rolle jeg skriver til hende, er ikke som objekt, men som et subjekt. Du kan være del af en mands fantasi, men i filmen er du din egen. Og hun svarede bare: ”Det kunne jeg rigtig godt tænke mig.” Det var den anden ting.
Det tredje var, da jeg var syg i marts og april [2020], kunne jeg se foråret springe frem, men parkerne og naturen lå øde hen. Der var intet liv eller unge mennesker. Det var forbudt at sidde på bænkene sammen, man måtte ikke ryge i parkerne. [Unge mennesker] skulle blive hjemme hos deres forældre. I mange historier har du den sidste sommer, inden du bliver voksen. Du bliver måske forelsket, men efter skolen skal du starte din uddannelse eller rejse væk. Så den her sommer, kommer du til at huske resten af dit liv, som din sidst chance for at finde ud af dit liv. Men du forstår det aldrig, før det er for sent, så der er noget melankolsk ved det.
Det var her mine tanker ledte mig hen. Jeg måtte lave noget, mens jeg var syg.
Jeg tænkte på film, der foregår om sommeren, særligt amerikanske film. For de kan også være uhyggelige. Efter den her sommer, skal du indstille dig på et normalt liv med to børn, hus og have. Det er uhygge. Derfor laver amerikanerne altid gyserfilm og hytter i skoven. Men det korte af det lange var, at jeg brugte meget tid på også at studere sommerfilm.
Mine politiske overvejelser gik også på, hvad er der egentlig sket med de tyske somre? Vi havde verdensmesterskabet i fodbold i 2006, som blev kaldt ”The German Summer Tale”. Folk sagde, nu havde vi endelig en sommer, vi kunne fejre, og det var en fantastisk sommer. Folk festede på gaderne, var samlet om skærmene, mens de drak en øl og havde det godt. Det var ikke et protestantisk, etisk Tyskland, og heller ikke et nazistisk Tyskland – for en enkelt sommer i hvert fald.
Jeg tænkte på, hvad er det ved de tyske somre, at vi er så glade for at have én sommer, hvor vi er gode mennesker?
Så jeg sagde til Paula, over telefonen, at jeg ville lave en sommerfilm, der kan opfinde eller finde den tyske sommer igen. Det min eneste politiske overvejelse bag filmen, og det er heller ikke endt med at være særligt fremtrædende i filmen.
Jeg kunne helt klart mærke, at det er en coming-of-age fortælling. Men det slog mig alligevel også, at Leon ikke lader til at være bevidst om, at han er ved at blive voksen. Han er så usympatisk og udviser heller ikke de mest beundringsværdige sider undervejs. Var du nervøs for at gøre ham for usympatisk?
Jeg var slet ikke nervøs for det.
Mange situationerne han ender i, fandt jeg overraskende morsomme. Det er til tider næsten absurd, fordi han er omgivet af mennesker, der vil det godt, og Nadja er så forstående, men han skubber alligevel alle væk og gør alt forkert. Var det også din intention at have så meget ironi?
Da jeg havde skrevet det, tænkte jeg meget på slutningen, som jeg syntes skabte en tragisk fortælling. Men det ændrede sig, da vi havde den første gennemlæsning, seks uger før starten på optagelserne, med alle skuespillerne. Jeg øver ikke så meget før optagelserne, men plejer at læse det igennem med skuespilleren før, og så diskuterer vi det sammen. Jeg giver dem nogle referencer i form af film og musik, og så tager vi ud for at optage bagefter. Så skuespillerne har en fælles referenceramme.
Vi sidder til den første cold reading, og de griner hele vejen igennem. Jeg var faktisk lidt irriteret, men de sagde, at det er sjovt. Det er sjovt, at han siger det, og den her situation er sjov.
Så forstod jeg, at det faktisk var sjovt, fordi de er mere til stede i situationerne. Der er ikke decideret vittigheder i filmen, men det handler om timingen.
Der er fx morsomt, da han har sovet udenfor, fordi han ikke kunne holde sexlydene ud. Næste morgen ser man hende i vinduet stå og vaske op. Han er lidt en kujon, men vil gerne konfrontere hende. Men inden han kan nå at sige noget, spørge hun, om han vil have en kop kaffe, og han så bliver han fuldstændig impotent. I samme øjeblik er hun også enormt betagende. Så du kan se en mand, der starter som tank, men 10 sekunder senere, er han reduceret til ingenting.
Det er en sjov situation er se, men det så jeg ikke, da jeg skrev manuskriptet.
Sidste gange vi talte sammen, nævnte du også, at du foretrækker at øve på settet. Gjorde du også det på den her film?
Ja, det gjorde jeg. I den her film taler [Leon] hele tiden om at arbejde, men han arbejder aldrig. Han sover det meste af tiden, og når han er vågen, laver han overspringshandlinger.
De andre laver en masser. Laver mad, reparerer taget osv. Men [Leon] er som et dovent dyr.
Jeg har det her dogme om, at der skal være lidelse i stor kunst, men der var ingen lidelse i den her film. Så da vi begyndte, var jeg lidt irriteret på grund af det.
Hele filmholdet er samlet og skuespillerne sidder ved et havebord. Aftenen forinden havde jeg brugt lang tid på at tænke over, hvordan de skulle placeres ved bordet, til middagsscenen. Her dagen efter sidder skuespillerne og snakker om alt muligt, og pludseligt har de selv fundet deres pladser. Uden, at jeg behøvede gøre noget. Det føltes bare rigtigt.
Som en maler, ved man bare nogle gange, at noget er rigtigt – og det blev gjort ubesværet.
Så gik vi i gang med øvelserne, og blev færdige efter en halv time. Jeg hentede resten af filmholdet, og så øvede vi med dem. Det gik så let, at klokken 14 havde vi optaget seks minutter af filmen. Otte forskellige kamerapositioner og panorereringer. Så vi var færdig på rekordtid.
Det tog skuespillerne som en invitation til at gå i vandet.
Nu sidder jeg så og håber, at der ikke kommer nogen og besøger settet, og siger: ”De her dovne mennesker! De tager pengene og holde ferie.”
Men den er en lang måde og sige, at jeg følte ligesom Leon, at vi skulle altså arbejde. Det kunne simpelthen ikke passe, at vi blev færdige med optagelserne efter fem timer, men det gjorde vi på grund af den her afslappede, frygtløse atmosfære.
Jeg har også en regel om, at producerne ikke skal være på settet. De bliver lovet en film i sidst ende, men hvis de er på settet, så har skuespillerne pludseligt et publikum, og det vil jeg ikke have. [Skuespillerne] arbejder ikke for et publikum, men for dem selv.
Jeg kan også bryste mig af, at i en karriere på over 20 år, har der aldrig været noget overarbejde under produktionen, fordi vi ser godt forberedt.
Men den her film blev optaget den første sommer efter covid, og man kunne bare mærke, at folk virkelig satte pris på livet. De elskede solen, naturen, vinden og også hinanden. Det var en fantastisk oplevelse, at jeg sad med indtrykket af, at skuespillerne virkelig var nysgerrig på hinanden og havde det godt sammen.
De havde i virkeligheden ikke brug for. Det er en forfærdelig ting, men der var to-tre dage, hvor de nærmeste glemte mig. De lavede filmen selv, og eftersom jeg er uddannet marxist, har jeg lært, at vi skal skabe en struktur, der ikke har brug for autoriteter, men det var alligevel lidt trist for mig.
Det her er din tredje film med Paula Beer, og du har tydeligvis en store affektion for hende som skuespiller. Hvad var det så denne gang, der gjorde hende tiltalende i rollen som Nadja?
[Manuskriptforfatteren] David Mamet har skrevet en bog om skuespil. Her nævner han Eisenstein, og hvordan man kan skabe følelser hos publikum ved at klippe to scener sammen. Du ser fx en mand, der ser noget, du klipper til mad, og så tror du, han er sulten. Hvis du så klipper til en grædende baby, tror du han er ked af det.
Alle disse følelser skaber publikum selv, og det er meget vigtigt for mig. Skuespillerne skaber disse følelser, og de dårlige overspiller. Paula Beer er virkelig dygtig, fordi hun ikke kommer fra teatret, men holder naturligt igen. I modsætning til mange, der er uddannet til scenen, og derfor gør for meget. Det er derfor, jeg gerne vil lave film med hende.
Min næste film går i gang til sommer, og den er også med Paula Beer.
Jeg kan godt lide at have et ensemble. En gruppe skuespillere, der vender tilbage i mine film. Der kan roteres i rollernes størrelse, nogle gange spiller de hovedroller, andre gange biroller, men det at kunne arbejde sammen med nogen over 10-15 år, og skabe noget sammen, det kan jeg rigtig godt lide.
Det er meget forståeligt, når du som filmskaber nærmest skal starte forfra med hver eneste produktion. Hvis du har nogle gengangere, styrker det dig som instruktør, at du allerede er fortrolig med skuespillerne fra start.
Ja, det er fantastisk.
Fx spillede Barbara Auer mor i min første film, og gør det igen i min næste. Paula Beer er med for fjerde gang, Matthias Brandt for sjette gang, Enno Trebs, der spiller livredderen i Rød Himmel er også med [i den næste film].
Som jeg sagde til en anden instruktør, der anklagede mig for at lave den samme film igen og igen, i offentligheden.
Først og fremmest var jeg sur over, at han gjorde det på den her måde, fordi det gør man bare ikke. Men så sagde jeg til ham, at der er fyre, som er sammen med kvinde, og efter et halvt år, har de ikke mere at fortælle og må skifte partner. De vil gerne have den samme oplevelse igen, men det bliver med forskellige kvinder.
Jeg er sammen med den samme figurative kvinde og samme udforsker vi nye historier.
Her til slut, har du nogle ønsker til, hvad publikum får ud af Rød himmel?
Den her film er et år gammel. Den fik første gang premiere for et år siden i Berlin. Så jeg har talt meget om den siden her, til premiere i mange forskellige lande. Fælles for alle landene er, at jeg bliver mødt af unge mænd, der fortæller mig, at de er Leon. Og heldigvis griner de af det. Det er jeg meget glad for.
Der er så mange unge mennesker, der gerne vil være kunstnere, forfattere, malere osv. Men de er fuldstændig fokuseret på dem selv, og selvudslettende. Når de så ser Leon, er der noget befriende ved at kunne spejle sig i ham.
Det var en lettelse for mig at få filmen lavet, og det er en lettelse og se, at den kan skabe noget positivt for andre mennesker også.
