Teknisk flot debut af Kasper Kalle

I Christian IV: Den sidste rejse, rejser vi helt tilbage til 1648, hvor Kong Christian d. 4. er dødeligt syg. Han ved, at det kun er et spørgsmål om tiden, inden døden bliver en realitet, og derfor tager han mod København for at dø på Rosenborg Slot. Det er dog ikke bare ham selv, han skal tage afsked med, men også sin ekskone Kirsten, som han sender bud efter for at få afklaret deres forhold, der endte i en voldsom skilsmisse.

En intim road-movie
Historien udspiller sig på skift, mellem Kong Christian på hans sidste rejse, og så de minder han tænker tilbage på, da både han og Kirsten var unge, og stadig holdt af hinanden. Hele fortællingen udspiller sig i kareten, og allerede der, bliver der truffet et overraskende valg. I stedet for at det er udefrakommende faktorer, der påvirker Christian, så er det hele et nærmest intimt kammerspil – der bare foregår på vejen, i stedet for i køkkenet.

Det hele står og falder derfor med skuespillet, og heldigvis har instruktør Kasper Kalle valgt et dygtigt ensemble. Rollerne er meget velvalgte og velspillet, hvor særligt Rudi Køhnke som den unge Christian d. 4. skiller sig positivt ud. Køhnke besidder en sjælfuldhed i sit blik, der ikke er til stede hos den døende Christian, og det er de små finesser i hans spil, der er med til at gøre filmen dragende at bevidnede.

Den store ulempe ved at filmen er så intim er, at den ender med at køre en smule i ring. Efterhånden som man kan regne ud, hvor begivenhederne leder hen, så er der ikke så meget andet man kan blive stimuleret af, da alt fokus er på skuespillet.

Christian IV: Den sidste rejse, er en meget fin roadmovie om en af Danmarks mest indflydelsesrige konger. Skuespillerne gør hvad de kan, og den narrative konstruktion med at krydsklippe mellem to forskellige tidsperioder er godt skruet sammen på et tekniskniveau, men som en god biografoplevelse, så halter filmen noget efter. Det grundlæggende problem er, at selvom Kasper Kalle viser stor teknisk snilde i sin spillefilmsdebut som instruktør, så er der ikke nok historien til filmens relativt korte spillelængde på en lille halvanden time. Det er en kortfilm, der er strakt ud til spillefilmslængde, og det gør desværre, at man når at kede sig, inden filmen er slut.