Store temperamenter i smukke Sydfrankrig

Danièle Thompsons billedskønne, historiske drama er baseret på den virkelige historie om et livslangt had/kærlighedsforhold mellem maleren Paul Cézanne (Guillaume Callienne) og forfatteren Émile Zola (Guillaume Canet). De mødes første gang i skolegården, hvor rigmandssønnen Paul hjælper den fattige Émile ud af en omgang tæsk. Publikum tages med på de to kunstnerspirers rejse op gennem teenageårenes druk, damer og dagdrømme. Men venskabet mellem de to sættes hurtigt på prøve.

Kampen om kunsten
Thompson springer ivrigt rundt i tid, så man føler det som en noget fragmenteret rutsjebanetur ud i skænderier og kunstnerisk passion. Mens Paul og Émile kæmper for at etablere sig inden for hver sin kunstform skiftes kvinderne i deres liv ud fra tid til anden, og det går ikke stille for sig, især ikke når de to venner falder for de samme damer. Alexandrine (Alice Pol), der først er kærester med Paul og senere gifter sig med Émile bliver menneskeliggørelsen af de to mænds evige konkurrence, der går hånd i hånd med deres venskab.

Dette venskab plejes dog troligt via lange brevkorrespondancer, der knytter dem sammen trods afstand og de forskellige liv, de lever som voksne. Émile bliver langsomt mere succesfuld som forfatter og lever et velhavende liv med Alexandrine, mens Paul fortsat kæmper for kunstnerisk bekræftelse og lever et forhutlet og fattigt kunstnerliv. Han lever sammen med Hortense, men nægter at binde sig i et ægteskab og jagter samtidig desperat en kunstnerisk tilfredshed, mens han smadrer det ene maleri efter det andet. Her er altså lagt en solid grobund for misundelse og rivalisering, som bliver hele filmens omdrejningspunkt. Flere fine citater fra brevkorrespondancerne indrammer Pauls store misundelse, eksempelvis: ”Jeg ville ønske, at jeg kunne male ligesom du skriver”.

Følelser med måde, tak
Historien om Émile og Paul er smukt filmatiseret med en billedlig kærlighedshilsen til Provence, der heldigvis får lov at fylde så meget visuelt, at man næsten kan dufte Middelhavet. Thompson tager også kostumedramaet alvorligt, og filmen har bestemt en imponerende mise-en-scéne, om end der ikke er den mindste overraskelse i det stilistiske udtryk, og det hele ender en smule kedeligt.

På samme måde ender karaktererne ud temmelig flade, simpelthen fordi dramaet bliver for meget af det gode. Groft sagt er det meste af Paul og Émiles voksenliv ét langt skænderi, både med hinanden og alle omkring dem, og følelserne drukner næsten i råb og store armbevægelser. Tilbage sidder man med følelsen af at få proppet kunstnerfølelserne ned i halsen, og det er rigtig ærgerligt, når nu deres venskab rummer så fine nuancer. I stedet for at give plads til betydningen af deres venskab, som man fornemmer i brevkorrespondancerne og scenerne fra ungdommen, ender man med at tænke ”hvorfor er de overhovedet venner?”

Man skal se ikke se Cézanne og Zola for at blive rørt i sit inderste, men snarere for at få en alternativ historiefortælling om nogle af de kunstnere, som efterfølgere har stået på skuldrene af og for at lade sig rive med af kåde, unge kunstnere i smukke Provence.