Viggo Mortensen er bare go’ i en film fuld af begavede etiske problemstillinger.

I Captain Fantastic følger vi faren Ben (Viggo Mortensen), der igennem et helt årti har levet ud i skoven sammen med sine seks børn. I disse fredelige omgivelser har han lært dem, hvordan man kan klare sig selv og samtidig formået at gøre dem til selvstændige og begavede unge mennesker. Deres hjemmelavede paradis bliver revet væk under dem, da deres mors bortgang tvinger dem tilbage til det samfund de vendte ryggen.

En tour-de-force af Viggo Mortensen.
Viggo Mortensen er helt fænomenal som en guru af en far, der langsomt får flere og flere ridser i lakken efterhånden som de nærmer sig morens begravelse. Han formår at rumme en så naturlig autenticitet i hans blik og kropssprog, at han alene er grund nok til at se filmen. Det er dog ikke bare et stort ”Viggo-show”, for det handler om hele familien inklusiv de seks børn, og i løbet af deres road-trip kommer vi langsomt ind på livet af dem alle.

Børnene kæmper alle med forskellige problemstillinger som følge af deres alternative livsstil. Eksempelvis kan den ældste slet ikke begå sig i det sociale rum, fordi han ikke har været udsat for de uundgåelige teenagerproblemer, man bliver tvunget igennem, når man har gået i folkeskolen eller gymnasiet. Og uanset, hvor meget han kan citere diverse store filosofer eller reflektere over udfordringer i samfundet, så er han stadig en analfabet, når det kommer til fremmede mennesker. Fra person til person, så har de alle lignende problemer til trods for, at de er meget adrætte, begavede og selvstændige børn.

Store metafysiske spørgsmål.
Det overordnede tema i filmen er balancegangen mellem det naturlige liv og det nødvendige liv, som alle omkring dem lever, hvis eneste formål er at være så tankeløst og smertefrit som muligt. Hele vejen igennem denne rejse kommer familien i konflikt med bl.a. Bens svigerfamilie, der håner deres levevis, men som hele tiden kommer til kort, når de stiller hinandens livsstil over for hinanden. På den måde bygger filmen langsomt op til en konfrontation med svigerfar, der bliver fremstillet som den mest stivnakkede, konservative og nedladende person vi alle kender. Svigerfaren er så uimodtagelig for nye idéer, at han foragter Ben, så da de endelig mødes føles det som historiens naturlige klimaks – der dog aldrig kommer.

For i stedet for, at de to modpoler går i kødet på hinanden, og filmen for alvor tager stilling til de store metafysiske spørgsmål, der er blevet stillet undervejs, så sker det ganske enkelt aldrig. Det er et kæmpe antiklimaks og slutningen, der følger er virkelig tynd, og det er ganske enkelt ærgerligt, når resten af filmen har haft et naturligt flow, at filmskaberne ikke tør følge deres historie til ende.

Alt i alt er Captain Fantastic en rørende og begavet film. Viggo Mortensen er helt ubetalelig som ankeret i historien og samspillet mellem ham og hans børn er både rørende, sjovt og smerteligt som en rigtig familie er. Filmen tager en lang række tunge emner op, såsom materialismen og den alment accepterede uvidenhed i verden, men på trods af alt det, så mister den fuldstændig pusten til sidst, og efterlader én med en noget skuffende fornemmelse. Skuespillet er dog helt i top, og rejsen indtil da roder bod på det meste.