Captain America: Brave New World

Kategori Biografen af - februar 12, 2025
Captain America: Brave New World

Ny Captain America samme konflikt

Med Captain America: Brave New World, er der ikke bare tale om endnu en film i Marvels endeløse cinematiske univers, men også om den fjerde af slagsen med superhelten Captain America i hovedrollen. Tingene er dog ikke, som de har været, for i modsætning til de forudgående film, er det nu Sam Wilson, tidligere kendt som Falcon, der har overtaget titelrollen fra Steve Rogers. Det er noget af en arv at skulle løfte, og Sam kommer da heller ikke sovende til det, for fra første sekund skal han ikke bare jonglere globale politiske konflikter, en arrige ny præsident og ikke mindst den slagkraftige Red Hulk.

Dramatik er der nok af på papiret, men så heller ikke mere end det. For man skal ikke blive nervøs og tro, at der er tale om et kompliceret manuskript, hvor karaktererne som et gammelt Star Trek afsnit debatterer filosofiske ståsteder med hinanden. Det er stadig en film, hvor konflikterne er meget enkle og ofte bliver løst ved at slå hårdt.

Ligesom alle de andre
Det store spørgsmålstegn har været Anthony Mackie i rollen som den nye Captain America. Mange havde måske ikke troede, at Chris Evans ville være den perfekte godhjertede superhelte, men det var han fra første færd, hen over et årti og et hav af film. Mackie når ham da heller ikke til sokkeholderne, hvad angår ’screen presence’, men gør også klogt i, slet ikke at forsøge at efterligne det, der gik forud.

Hvor Evans som Steve Rogers var en mere ikonisk idealist, er Mackie som Sam Wilson en mere ærgerrig skikkelse, der så gerne vil gøre indtryk. Den klare skillelinje mellem de to, viser sig at være en god løsning, fordi det passer perfekt til manden, der skal løfte arven fra en af de mest toneangivende superhelte i Marvel universets megasuccesfulde første årti, så hvorfor ikke bygge hele hans karakter op om det mindreværdskompleks.

En lige så positiv overraskelse er Harrison Ford i rollen som Thaddeus Ross, som han har overtaget fra William Hurt, efter han gik bort. Ford er levende og energisk på en måde, som man sjældent har set i mange år, og selvom han ligeledes spiller en meget todimensionel figur, kan man ikke klandre ham for, ikke at give den hele armen.

En historie i selvsving
Hvad, der til gengæld ikke er særligt imponerende, er manuskriptet og produktionen.

I det seneste år har der manglet en klar rød tråd hos Marvels mange tv- og filmproduktioner, og den retningsløshed er også til stede her. Historien er ganske enkelt ikke bare banal, men viser sig hurtigt at være enormt uinteressant. Fortællestrukturen minder måske om Captain America: Winter Soldier, men ender i sin eksekvering mere som en kavalkade af actionsekvenser, bundet sammen af papirtynde tråde og iøjnefaldende meget ADR. Man har kort sagt set det hele før og bedre, også fra Marvel selv, så det er ikke fordi, at mysteriet om en sammensværgelse mod præsidenten tryllebinder en længere.

Captain America: Brave New World gør ikke noget stort væsen af sig. Den er ikke imponerende, ej heller vildt skuffende, men bare rendyrket metervare, hvilket også er en bedrift. Den gennemgående følelse i hele filmen er en af kedsomhed. Anthony Mackie, der aldrig har gjort sig bemærket som superhelte Falcon, falder ikke igennem i forbindelse med rolleskiftet til Captain America, og selv Harrison Ford, der ikke altid er lige energisk giver sig faktisk fuldt ud i rollen som en krigerisk præsident. Der er bare ikke noget kød på disse karakterer, så alle dialogscenerne kører derudad, som var de på automatpilot. De mere et bindeled mellem action sekvenserne, end de er karakteropbyggende.

Med godt et års tid til den næste Avengers-film, der skal samle alle de mange tråde hen over de seneste fem års Marvelproduktioner, efterlader filmen os med det første prej om, hvad det hele skal lede til. Det er ikke meget, men trods alt noget, hvis man mangler en grund til at gå ind og se den seneste blockbuster fra Marvel Studios.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.