Den utrættelige kamp for kvinders rettigheder

Det er tragisk, at der overhovedet er behov for at lave en film som denne i 2022. En film, der portrætterer en grupper amerikanske kvinders kamp, for retten til abort, dengang det – første gang – var forbudt. Her møder vi husmoren Joy, der lever en stilfærdig tilværelse, med en kernefamilie, der passer perfekt til 1960’ernes USA. Hun er blevet gravid med barn nummer to, men da lægen siger, at hun er nødt til at abortere af helbredsmæssige årsager, bliver hun afvist af et abortnævn, bestående af en gruppe storrygende mænd, der taler om hende, som om hun ikke er i rummet.

Det i de efterfølgende bestræbelser på at få en abort, at hun støder ind i en undergrundsgruppe, der hjælper kvinder som hende, og som også ender med at give hende et nyt formål i tilværelsen.

En film til tiden
Rent cinematisk, er det ikke nogen særligt fantastisk film. Det meste af tiden udspiller sig på de samme få lokaliteter, med de samme få skuespillere, der enten forsøger at hjælpe kvinder med at tage kontrollen over deres egen kroppe, eller med at tjene penge på kvindernes problemer. Det er helt klart af budgetmæssige årsager, men det gør også, at filmen ender med at blive et kammerspil, selvom man sagtens kunne have udvidet den til at portrættere mange flere problemer ved kvindekampen i 1960’erne, end om dem, der vil forbyde abort.

Et eksempel på, hvor snæver filmens fokus er, kan ses i portrættet af Joys mand. Man får indtrykket af, at han i et tidligere manuskriptudkast har været meget mere konfrontatorisk, men i sidste ende er blevet klippet så meget ned, at hans forbløffelse over Joys sidegesjæft, kun et par gange kommer til orde. Det er tydeligt, at havde der været flere ressourcer til rådighed, ville filmskaberne have brugt tid på at vise, at selv en godhjertet mand som ham, også havde brug for tid til at forstå kvinderne. Men nu er det så endt med, at han bare bliver lidt overrasket, og i næste scene er han god igen. Sådan er det med rigtig mange af de tertiære karakterer, der slet ikke bliver brugt så meget, som man kunne have gjort.

Er det snævre kammerspil så indsigtsfuldt? Desværre ikke rigtig. Call Jane er en film, der taler til et allerede indforstået og indviet publikum. Med tanke på, hvor polariseret USA er i dag, har jeg svært ved at tro, at nogen abortmodstandere ville sympatisere med kvinderne i filmen. Elizabeth Banks og Sigourney Weaver gør det dog godt i deres respektive roller, som henholdsvis husmor og rebel, og jeg finder personligt fortællingen interessant, så helt slemt er det ikke, selvom det forbliver en meget smal film.