The Importance of Being Earnest
When you’re strange no one remembers your name
Synger Lasse Steen sammen med Karla Rosendahl i et af de få øjeblikke, hvor det er muligt at få et lille pusterum, fra de mange benspænd vores stakkels Jack og Algernon giver sig selv, i jagten på at være alt andet end dem, de er.
Da Oscar Wilde skrev ”The Importance of Being Earnest” i 1895, var det en skrap satire om overfladiskhed, hykleri og identitet, ganske som Skuespilhuset selv skriver.
Denne opsætning af Bunbury er helt sikkert stadig satire, der konstant omhandler det næsten ekstremt overfladiske, men hvilken identitet forestillingen har, kan jeg ikke regne ud.
Alle i salen er med på, at i 1895 var der en anden tankegang, når det kom til at gifte sig. Kærlighed var sekundært; for penge, rang og anerkendelse var overlevelse. Vi ved også, at forfatteren sad i fængsel for at være homoseksuel.
Så, hvad vil Bunbury fortælle sit publikum her 130 år senere?
Det har jeg faktisk mange bud på, det tror jeg også, publikum har og får, og det er jo fantastisk, men det er svært at gennemskue, hvad instruktør Bastian Krafts eget egentlige bud på det er, når han ikke helt omfavner satiren som det våben, det kan være, men hele tiden holder det i armslængde ved at lade det drukne i kitsch.
You´ll wind up like the wreck you hide behind that mask you use
Publikums ønsker og behov er ofte kontrapunktiske, når det kommer til verdens tilstand, og det, de vælger at købe billet til. Om det er til biografen eller scenekunsten.
Bunbury er en garanteret god og morsom aften. Der er måske en dybere mening med opsætningen, men den kan sagtens også ses som rendyrket og bekymringsfri underholdning.
Mikkel Becker Hilgart er en tour de force i ansigtsmimik og fysik, der balancerer eminent med den valgte bombastiske visuelle videoscenografi.
Det samme gælder Mette Horn, som slet ikke er nok på scenen, Rasmus Botoft og Karla Rosendahl, der ligeledes omfavner opsætningens præmisser og opfordring til at karikere karakteren maksimalt.
Ena Spottag er uden tvivl en af de dygtigste skuespillere, som scenekunsten i øjeblikket kan byde på, og Emil Blak Olsen har før rørt mig til tårer i Arven, opført på samme scene. Det skal på intet tidspunkt lyde som en kritik af dem som skuespillere, aldrig, men til premieren den 21. marts virkede de begge som om, de slet ikke var færdige med at udforske eller finde loftet for, hvor karaktererne kunne løftes hen.
Jens Jørn Spottag er som Lady Bracknell trukket i arbejdstøjet, eller kjolen i dette tilfælde, som – The straight man – der holder forestillingstoget på sporet og giver en mere end nødvendig modstand og en lille smule dybde. Det er Lady Bracknell, der har de fleste træfsikre satirereplikker, når det kommer til samfundet anno 1895.
You only live twice, or so it seems
Lasse Steen, som har komponeret musikken, er konstant på scenen som den eneste, og der bliver skiftet tøj i ét væk. Kostumedesigner Jelena Miletic må have haft en fest med de mange små og store skift og ændringer, som Lasse Steen gennemgår under forestillingen. I det hele taget er den kitschede stil, som alle kostumer i forestillingen har, på grænsen til en tegneseriestreg, og taget ud af et melodigrandprix i dets storhedstid.
Scenografien lavet af Jonas Fly, sammen med videodesigner Signe Emma, bliver hurtigt det primære fokus i denne opsætning af Bunbury.
Dialogen og dens mening bliver altså sekundær, og forestillingen ender med at være visuelt næsten overstimulerende. Men det er flot og godt tænkt.
Skyggespillet bag karaktererne, skabt af videotårnet ude bland publikum, fortæller mange sandheder om status og intentioner. Men, at der hver gang, der knipses med fingrene, skal komme et nyt billede, der visuelt skal forstærke det, der i forvejen bliver fortalt, bliver hurtigt anstrengende, selvom det på samme tid giver forestillingen sin helt egen og meget personlige stil.
Føromtalte Lasse Steen fremfører, med hjælp, tre covernumre af Nancy Sinatra, Elton John og meget uventet The Doors. Alle numrenes tekstuniverser passer glimrende til handlingen, og som tidligere nævnt er det tiltrængt med en lille pause fra alle de muntre intriger.
Bunbury i Skuespilhuset vil meget. Om publikum opfanger det hele, må tiden vise.
Bunbury spiller fra 21. marts til 27. april 2025. Skuespilhuset. Store Scene.
Varigheden er ca. 1 time og 40 minutter uden pause.
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Rasmus Botoft, Emil Blak Olsen, Ena Spottag, Mikkel Becker Hilgart, Karla Rosendahl, Mette Horn, Lasse Steen. Dramatiker: Oscar Wilde. Iscenesættelse: Bastian Kraft. Scenografi: Jonas Fly. Kostumedesign: Jelena Miletic. Lysdesign: Elizabeth Dyhr. Lyddesign: Janus Jensen. Videodesign: Signe Emma. Musik: Lasse Steen. Oversættelse: Holger Bech.
