Et rumeventyr ligesom alle de andre
I en tid, hvor superheltefilmene ikke længere er den garanterede succes, som de var for bare fem år siden, er Hollywood begyndt at kaste sig over den største medieindustri i verden – videospil. På fjernsynet er det senest blevet til megasucceser som The Last of Us og Fallout, mens det står lidt mere broget til på det store biograflærred. Sidste år gav os ganske vist blockbuster-hittet Super Mario Bros. Filmen, men derudover er det småt med succeshistorier, hvad end man kigger på dem med anmelder- eller publikumsbriller.
Det er i denne ukortlagte tidsalder, at instruktør Eli Roth har gjort endnu et forsøg med Borderlands. En adaptation af videospilsserien af samme navn, om mennesker på planeten Pandora, der eftersigende skulle være hjemsted til en ukendt civilisation og fuld af muligheder for dem, der kan overleve de barske omgivelser og finde de såkaldte ”vaults” fuld af ubeskrivelige rigdomme. Her møder vi dusørjægeren Lilith spillet af oscarvindende Cate Blanchett, der får til opgave at finde Tina, som viser sig at være den forsvundne datter af universets mest magtfulde mand, Atlas.
På sin søgen ender hun med at danne en uventet alliance med en noget broget gruppe af utilpassede personligheder. Missionen viser sig selvfølgelig ikke at være så ligetil, og mens de kæmper mod monstre og andre dusørjægere, prøver de at finde ud af, hvorfor Tina er så særlig.
Statisk ensemble
Præmissen er ligetil, og det burde egentlig også være et meget solidt eventyr på en fremmed planet, hvor hver en ny drejning fører til nye opdagelser og trusler bag hvert hjørne. Det helt store samlingspunkt er helt klart gruppedynamikken, der leder tankerne mod andre intergalatiske sagaer som The Guardians of The Galaxy. Men det, der skulle være filmens største styrke, viser sig i stedet at være dens største svaghed.
For at gøre det helt kort, skabes der aldrig nogen spændende konflikter, selvom de mange personligheder på papiret burde være i konstant karambolage med hinanden. Karaktererne er ganske enkelt for ens. Manuskriptet kan bruge nok så lang tid på at fortælle os, at der er store forskel på lejesoldaten Roland, spillet af en Kevin Hart, der på intet tidspunkt forsøger at være morsom, og den mistroiske Lillith, men i sidste ende opfører de sig begge som straight men, når de står overfor resten af gruppen, der alle er skøre, men aldrig mindeværdige i deres galskab.
Det eneste, der redder filmen fra at være en total katastrofe er, at der er en sammenhængende rød tråd, om end plottet er meget tyndbenet i alle aspekter, både hvad angår historien og karakteriseringerne. De visuelle effekter sørger også for, at spilletiden på lige godt 100 minutter ikke føles som en lidelse. Derfor ender Borderlands største bedrift med at være, at den i modsætning til andre mislykkede adaptationer af videospil, ikke forarger sit publikum, men blot kommer til at ryge hurtigt i glemmebogen, fordi der intet bemærkelsesværdigt er ved dette rumeventyr.
