En fejring af børnenes liv
Instruktør Mehdi Avaz er igen tilbage i biografen, og denne gang med en hyldest til børnene.
I Børnene fra Sølvgade følger vi en søskendeflok på fire, der bor i en lejlighed på Sølvgade. De har været på egen hånd, lige siden deres mor en dag gik ud ad døren og aldrig kom tilbage. Det lyder måske ikke særlig fedt, men de har fået det bedste ud af det og lever egentlig et godt liv sammen, lige med undtagelse af, når Kommunetrolden banker på døren, og de må gemme sig i badekarret.
De har formået at klare sig i næsten et år uden en voksen, men da skoleinspektøren er ved at ane uråd, og med truslen om at blive adskilt på børnehjem hængende over hovedet, beslutter de sig for at ansætte en voksen, som kan hjælpe dem. Efter en række jobsamtaler, ender de med at ansætte Brian, der også bliver kaldt Miss Nelly, til at tage sig af alle voksensagerne. En beslutning, der i mere end en forstand, kommer til at forandre deres liv for altid.
Børnene er som hverdagens superhelte
Ligesom så mange andre af Avaz-brødrenes film er det en meget følelsesladet oplevelse. Hvis ikke det er rørende, bliver der sjældent gjort noget stort nummer ud af det. Plotpunkter, der introduceres i starten, bliver i flere tilfælde ikke fulgt til dørs, og karakterudviklingen er ikke altid lige nænsom behandlet, men alligevel fungerer det.
Grunden til, at man lader sig rive med, er perspektivet. Børnene er superheltene, og historien er ikke bare fortalt fra deres synsvinkel, men også anerkendt og hyldet. Tankerne ledes over til Pippi Langstrømpe og det farverige univers. Selv de mest dystre øjeblikke i filmen emmer af kærlighed, så man skal være noget af et gammelt røvhul, for at læse andet end positive intentioner i Miss Nellys affektion til de fire børn. Der er ikke rigtig onde karakterer i filmen, for det flugter heller ikke med et barns tankegang, hvor tingene er noget mere enkle, selvom de ikke altid er det.
Filmen overlever også, takket været et meget charmerende ensemble, hvor også de voksne er lette at holde af. Strengt taget skal man ikke forvente de mest sindsoprivende situationer. Selvom filmen måske lægger ud med en flyvende titelsekvens, som var det et magisk eventyr, forbliver historien og karaktererne solidt plantet i en socialrealistisk virkelighed. Derfor er tonen hele tiden i karambolage med sig selv, som om den lider af en identitetskrise. I langt størstedelen af tiden, er det skæg og ballade, men det må alligevel vige pladsen til sidst for et drama, der slet ikke er blevet opbygget.
Hæmmet af manuskriptet
På den ene side bliver historien fortalt fra børnenes perspektiv, og de mest mondæne ting bliver ophøjet til noget større, men hver gang plottet tager over, mister filmen momentum. Der er noget smukt over, at en helt almindelig fisketur kan være et stort øjeblik, på grund af dem, man er sammen med. De mondæne situationer kan noget, også selvom voksne er gode til at negligere den slags.
Der er aldrig rigtig fare på færde, indtil der så alligevel er. Dramaet bliver drysset lettere uelegant ud over manuskriptet, og særligt tredje akt lider under denne staccato-agtige plotfremgang, hvor der springes fra plotpunkt til plotpunkt, uden at danne en naturlig forbindelse mellem dem.
Børnene fra Sølvgade er ligesom som sit ensemble et farverigt og festligt miskmask af skøre personligheder. Der bliver sat tyk streg under, at børn også fortjener at blive set, og at deres perspektiv er lige så meget værd som de voksnes. Filmskabelsen er ikke altid lige elegant, ligesom historien heller ikke glider naturligt fremad, men takket være charmen og kærligheden fra Miss Nelly og de fire børn fra lejligheden i Sølvgade, efterlader man alligevel biografmørket i godt humør.