En musikalsk biografi ligesom alle de andre
Bob Marley er en af de mest indflydelsesrige musikere i moderne popkultur. Reggae blev mainstream gennem ham, og hans flippede livsstil var synonym med den samtid, han endte med at repræsentere.
Jeg har dog ikke noget personligt forhold til ham eller hans musik. Derfor var jeg spændt på at se Bob Marley: One Love, i håbet om at lære det jamaicanske ikon lidt bedre at kende. Desværre stod det fra først færd klart, at ”Skip” har måtte lade pladsen i sin egen livshistorie for at opveje andre hensyn.
Allerede inden historien er gået i gang, kører klicheerne for fulde omdrejninger. Bob er ved at gøre sig klar til en skæbnesvanger koncert, men inden vi får lov til at se den, skal vi lige have et flashback for at se, hvordan vi er endt her. En fortællestruktur, der er så genkendelig, at man allerede kan se resten af handlingsforløbet for sig. Men så er scenen også lagt.
Herfra bliver det kun tydeligere, at samtiden i dag, genrekonventioner og kommercielle hensyn har taget forrang, så vi aldrig rigtig kommer tæt på den potrygende og fredssøgende musiker.
En skæv mand bliver gjort straight
Der er ingen tvivl om, at med nutidens øjne ville Bob Marley blive anset for at være lidt af en mandschauvinist. Intet mindre end 11 børn var han far til og størstedelen udenfor ægteskabet. Det er dog lidt for bøvlet at forholde sig til, så i stedet giver filmskaberne mere plads til hans konen, som kan verbalisere sine frustrationer. Mere skærmtid til hende taler måske til samtiden, men så heller ikke mere, for vi er hurtigt videre i teksten.
For det er stadig en musikbiografi, og der følger nogle forventninger med. Vi skal have masser af koncertoptrædener, hvor vi får hørt de kendte sange og får fortalt, hvor vigtige de er, men dybere bliver det heller ikke her. I stedet forbliver vi ved genskabelserne, så publikum kan synge med på sangene, men uden man bliver rørt af dem.
Sidst, men ikke mindst, er det tydeligt, at en lang række kommercielle hensyn har spillet en stor rolle. Når vi endelig får de stille og følelsesladet personlige øjeblikke, befinder vi os stadig i klicheland, hvor intet menneske er til at mærke. Alle de virkelig grove kanter er skåret fra, så rebellen virker helt magelig og blid.
Derfor er Bob Marley: One Love så skuffende. Den tager historien om et menneske, der på mange måder var en ener og som altid besad en oprørsk åre, og har gjort hans livshistorie fuldstændig gennemsnitlig. Filmen er sikkert mere spiselig for det brede publikum, men der er også grænser for, hvor mange kunstneriske friheder man kan tage sig, uden det bliver på bekostning af det, som det hele burde handle om, nemlig mennesket. Hvem var Bob Marley? Det spørgsmål havde jeg, før jeg gik ind i biografsalen, og det spørgsmål søger jeg stadig svaret på efterfølgende.
