Ligesom alle de andre
Selvom Blue Beetle måske, måske ikke, ender med at være en af de sidste film i DCs nuværende superhelteføljeton, er den på mange måder symbolet på den moderne superheltefilm. Effektjagende af natur, uden tid til kerneelementer som historien, karaktererne, mytologien, men til gengæld laserfokuseret på visuelle effekter, actionsekvenser og et utal af mere eller mindre morsomme vittigheder.
Inden der er gået 10 minutter, har vi allerede haft tre forskellige montager med popmusik, og først derefter møder vi vores hovedkarakter, den kærlige latinoknægt, Jaime Reyes, der med et hjerte af guld og en ny jurauddannelse, gerne vil starte sit voksenliv. Han finder dog hurtigt ud af, at omgivelserne ikke kan se udover hans mexicanske rødder, så det er meget svært at finde et fodfæste i det amerikanske samfund.
© Warner Bros. Discovery
Mangler retning
Denne konflikt er et fint udgangspunkt i sig selv, men filmen vil gerne have det hele med. Derfor introduceres vi efterfølgende til hans familie, en kærlighedsinteresse, en ond krigsførende virksomhed, en mystisk skarabæ-lignende alien, en fysisk trussel med sin egen tragiske forhistorie, og ikke mindst Susan Sarandon som en tech-milliardær, der lider af storhedsvanvid.
Først efter alt dette, bliver vi introduceret til en mystisk skarabæ fra det ydre rum, der fusionerer med Jaime og gør ham til en vaskeægte superhelt, og så er man allerede ved at være godt udmattet. Det er meget at gabe over, og filmskaberne kommer da også ofte til kort, fordi der ikke rigtig er tid til nogen af de enkelte dele.
Et godt eksempel på, hvor travlt filmen har, kan findes i kærlighedsplottet. Det er Jaimes eneste drivkraft, der ikke er bundet i hans familie, men der er så lidt tid til det, at de bogstaveligt kun har én personlig samtale, før de bliver forelsket i hinanden – og så er det hurtigt videre til et af Jaimes familiemedlemmer, der alle har hver deres lille personlige fortælling. Selv skurken er så underfortalt, at det kun er i et flashback til allersidst, vi finder ud, hvorfor han er ond.
© Warner Bros. Discovery
Skulle have været enestående
Attraktionen ved filmen burde ellers have været, at vi har en uomtvistelig latino superhelt, men udover, at filmen jævnligt skifter mellem engelsk og spansk, og består af et hovedsageligt spansktalende ensemble, lykkes det aldrig rigtig at skille sig ud fra oceanet af superheltefilm gennem årene.
Var den udkommet efter den første Iron Man-film tilbage i 2008, ville Blue Beetle have været et kæmpe hit og noget særligt, men når klimakset 15 år senere, stadig er en kamp mellem helten og skurken, der har præcis de samme evner, kan man godt tillade sig at være en lille smule skuffet.
Blue Beetle er nok den bedste DC-superheltefilm i år, men det siger ikke så meget, når konkurrencen består af film som Shazam: Fury of the Gods og The Flash. Historien hænger sammen, Xolo Maridueña er meget charmerende som den utilsigtede superhelt, og det er da også en storstilet actionfilm med en fin kernefortælling om Jaime og hans familie, selvom man ofte kan glemme det.
© Warner Bros. Discovery
