Selvom man kun er interesseret i får, behøver man ikke at være kedelig.

Efter at have talt med Runar Runarsson er det rart endelig at have set Blandt mænd og får, der er lavet af hans gamle ven Grímur Hákonarson. I filmen følger vi brødrene Kiddi og Gummi, der bor i en afsides dal på Island, og passer hver deres fårebestand. Til trods for, at de er naboer har de dog ikke talt sammen i over 40 år, men da den ene opdager, at fårene er blevet syge og alle skal aflives bliver deres nøje afpassede liv for alvor sat på prøve.

Et mikrokosmos, og en menneskelig historie.
Det er en spøjs historie, der udspiller sig et sted langt væk fra alt, der minder om det vi kender i vores industrialiserede, larmende og ekspressive samfund. Det gør det dog ikke mindre værdifuldt, nej tværtimod. For der er noget enestående over, at kunne fortælle en historie om to mennesker, med et stoisk udtryk, der bare er interesseret i deres får, og alligevel gøre dette absurde udgangspunkt utrolig seværdigt.

Den egentlige historie bliver fortalt mellem linjerne, og rummer temaer som bl.a. kærlighed og overlevelse, men den store præstation er imidlertid, at det ikke på noget tidspunkt er hverken prætentiøst eller udspiller sig som et stort egotrip fra instruktørens side. Alt, hvad karakterne gør er på en eller anden måde utroligt menneskeligt, og det varmer en at se, selvom filmen foregår i så hårdt en natur.

Det lykkedes os ikke at få anmeldt Blandt mænd og får, da den havde biografpremiere og det ærgrer jeg mig vildt meget over – særligt nu, da jeg har set filmen. Det er et lille sort mesterværk om indelukkede mennesker, der ikke passer ind det rationelle og formelle samfund. Det burde slet ikke fungere, men det gør det alligevel takket være en uhyre skarp instruktør, der får det bedste ud af de to mænd, og ja, fårene.