Sci-fi mesterværket genudgives

Tænk engang, at det er over 30 år siden, at Blade Runner først blev udgivet i biografen. Det er så lang tid siden, at jeg ikke engang var i nærheden af at blive født. I gennem disse tre årtier er filmen blev en forankret del af filmhistorien, og har unægteligt været med til at brødføde utallige science-fiction film, der alle foregår i en mørk neon fremtid, hvor skelet mellem menneske og maskine i stadig større grad er blevet udvisket.

I fremtiden regner det altid
For i Blade Runners verden, der ikke visuelt ligner vores, selvom det sjovt nok udspiller sig i år 2019, har menneskeheden godt og grundigt ødelagt Jorden. Det er en dystopisk fremtid, hvor solen aldrig skinner og regnen altid falder ned over de alt for store folkemængden i storbyer, der kun er oplyst af kæmpe reklamesøjler, der er allestedsnærværende.

I sådan et samfund siger det sig selv, at folk gerne vil væk fra jorden, hvorfor der er blevet skabt menneskelignende robotslaver, de såkaldte Replicants, hvis eneste funktion er at gøre andre planeter beboelige for os mennesker. Men fordi vi har at gøre med højtstående og tænkende maskiner, betyder det unægteligt, at nogen af dem begår oprør, og det kan vi mennesker jo ikke have, for der findes ikke noget være end menneskeligende og ondsindede robotter. Disse oprørske maskiner bliver stoppet af betjente kaldet Blade Runners, og sådan en er Harrison Ford.

Man behøver næsten ikke sige mere om plottet i filmen, fordi det er så simpelt, at man næsten kan regne det ud. Deckard, som Harrison Fords karakter hedder, bruger hele filmen på at jagte nogen løsslupne androider. Det er såmænd plottet, og hvis det var det eneste, der var i filmen, ville den være håbløst forældet.

Actionsekvenserne er forkrampet udført og slutter næsten inden de er gået i gang, også i denne fjerde reviderede udgave, der går under navnet “Final Cut”. Det er mildest talt ikke særligt sindsoprivende, men det er som om, at filmen uhensigtsmæssigt er holdbar, fordi plottet kun udgør en brøkdel af indholdet i filmen.

Der er så stor en filosofisk dybde, som de fleste film kun kan drømme om
Det er kort sagt en meget begavet film, der præsenterer os for flere filosofiske overvejelser og mere symbolisme, end i selv de største kunstfilm. Der bliver kastet rundt med store tanker om, hvad det vil sige at være menneske, givet bud på den fremtid vi begiver os hen mod, for ikke at tale om de meget åbenlyse bibelske referencer, der er spredt ud over hele filmen. Efter filmen står man tilbage med masser af stof til eftertanke, og det ville være synd, hvis jeg primede dig med mine fortolkninger, men for at give en forståelse af det unikke univers, så vil jeg kort snakke om karakterne.

Robotterne er mere menneskelige end menneskerne
For en af de meget tankevækkende og skræmmende tanker filmen præsenterer er, at i fremtiden er verden blevet så koldt og ensomt et sted, at robotterne er mere menneskelige end vi er. Vi får næsten ikke noget direkte fortalt om vores hovedkarakter Deckard, med undtagelse af få subtile tegn undervejs. I stedet bliver det meste af tiden brugt på at udforske de løsslupne androider. De her maskiner føler og tænker, på godt og på ondt, og de udvikler sig hen af vejen. De er langt mere nuanceret end menneskerne, der opfører sig som uhyggeligt kalkulerende og afdæmpede maskiner. Selv androidernes skaber føler sig bogstaveligt talt hævet over resten af menneskeheden, og er på ingen måde i stand til at forstå, de komplekse væsener han selv har skabt. Alt dette er selvfølgelig min fortolkning, men det gode ved filmen er, at den indbyder til forskellige forståelser, alt efter hvem der oplever filmen.

Noget helt for sig selv
Man fristes til at kalde Blade Runner for et mesterværk, men så… Ej ved du hvad, det er sku’ et mesterværk. Det, at jeg kan sidde og se en film, der blev lavet længe før jeg blev født og som i høj grad var et produkt af samtid, og så alligevel få en så eftertænksom oplevelse ud af det, må betyde, at det er noget helt enestående. Det er et særegent univers, med formidabel musik af Vangelis, og sin helt egen visuelle stil, som man tydeligt kan ane spor til i utallige film lige siden.

Ganske vidst er der mangler, og man kan flere steder tydeligt se, at filmen har nogle år på bagen, men samtidig kan jeg ikke slippe den af mine tanker, og jeg har bare lyst til at se den igen. Til tider lader det endda til, at de problematikker filmen præsenterer, aldrig har været mere aktuelle i en verden, der stadig lever i skyggen af den seneste finanskrise og frygten for det fremme.

Blade Runner genudgives, i en digitalt restaureret udgave, i de danske biografer d. 7. maj. Den kan ses i biograferne Imperial og Nordisk Film Biografer, Odense, Aalborg og Aarhus.