En visuelt betagende og metafysisk oplevelse, der (næsten) lever op til originalen.

Inden jeg fik lov til at se den længe ventede efterfølger til Ridley Scotts banebrydende science-fiction film fra 1982, så fik pressen læst et brev op af instruktøren til efterfølgeren, Denis Villeneuve. I brevet ytrede Villeneuve et beskedent ønske om, at tilbageholde plottet, så publikum kan få lov til at gå ind og se filmen, og nyde den uden nogen forudindtagelser om plottet eller spoilers.

Ønsket gør unægteligt mit job mere besværligt, men jeg vil gerne respektere og efterleve hans ønske. Så jeg håber du vil bære over med mig, hvis mine vurderinger kan fremstå en smule diffuse, for det skyldes, at jeg gerne vil følge instruktørens ønsker

Livets store spørgsmål
Så hvad angår historien kan jeg kun, meget overfladisk sige, at den er langt mere ligetil end man ellers skulle tro. Fortælletempoet er roligt og atmosfærisk, ligesom det har været i Villeneuves forrige film. Men hvis man leder efter en hidtil uset dybde, og en abstrakt mening som i den forrige “Blade Runner”, så bliver man nok skuffet. Til gengæld er det meget rart med en film, der lige fra start leverer svar på de spørgsmål den stiller, uden at spørgsmålene er idiotiske, som det ellers er tilfældet med de fleste store produktioner i dag. Vi befinder os i et meget unikt grænseland, hvor det atmosfæriske ikke er prætentiøst, men faktisk meget konkret. Med andre ord, så forstår man faktisk godt, hvad det er der foregår i filmen.

Visuelt er den betagende. For en gangs skyld får vi faktisk lov til at nyde de flotte kulisser, og opsluge dette fremtidsscenarie. IMAX-formattet er også en positivt faktor i de voldsomme panoramaer, som fylder det kæmpe biograflærred.

Harrison Ford er stadig definitionen på karismatisk
Ryan Gosling er perfekt i hovedrollen. Hans døde blik og underspillede ansigtsmimik passer som hånd i handske til filmens stemning og æstetik, og så har han den fedeste science-fiction frakke siden Neos i “The Matrix”. På samme måde er det fantastisk at se Harrison Ford vende tilbage til rollen som Blade Runneren Deckard. Selvom Ford efterhånden har rundet 75 år, så er han stadig ufattelig karismatisk og den mest iøjnefaldende tilstedeværelse på lærredet. Mindre god er dog Jared Leto, der i overraskende lille rolle aldrig formår at efterlade et varigt indtryk.

Selvom filmen med sine 163 minutter markerer sig som årets længste blockbuster, så efterlod jeg alligevel biografmørket med en følelse af, at man aldrig rigtig kom i dybden med flere af de handlingstråde, der blev etableret undervejs. Der var intet tidspunkt, hvor jeg var ved at falde hen, faktisk var jeg opslugt af filmens dystopiske univers hele vejen. Men jeg sad tilbage med oplevelsen af, at tiden godt kunne have været brugt bedre, og jeg kan på stående fod godt nævne en håndfuld scener, der ikke ville haft nogen betydning, hvis de var klippet helt ud.

Det er svært at fælde en demonstrativ dom over “Blade Runner 2049”. Når denne anmeldelse bliver udgivet er der gået mindre end et døgn siden jeg så filmen, så jeg har slet ikke haft tid til for alvor at fordøje den. Historien er måske ikke lige så ambitiøs eller for den sags skyld abstrakt som den første, men det er stadigvæk en unik verden man begiver sig ind i, hvor man står tilbage fuld af sanseindtryk og tanker, som nok vil tage noget tid for alvor at komme helt til bunds i.

En ting er dog helt sikkert. Jeg kunne virkelig godt lide at være en del af Villeneuves Blade Runner-univers, og ville ikke have noget imod at se filmen igen – og der findes ikke mange film på næsten tre timer, som jeg kan sige det om.