Temmelig konventionel, selvom miljøet ellers er unikt

I Marvel seriens seneste skud fra stammen (den nu 18. film i serien), følger vi den afrikanske superhelt, Black Panther. T’Challa, som han hedder civilt, er kronprinsen i det fiktive, men isolerede og teknologiske fremstående land Wakanda. Da filmen starter kan han roligt overtage tronen og blive ny regent, men i baggrunden lurer der en ondsindet skurk, som ikke har i sinde at lade det stilfærdigt gå hen.

Et andet sted på jorden
Dette er den sidste selvstændige Marvel film, inden den tredje og med al sandsynlighed meget afgørende Avengers-film, så ikke overraskende er det en mere personlig historie – men måske endda lidt for personlig. Det er svært at investere sig i konflikten, fordi man slet ikke kender personerne, der også er utrolig seriøse og selvhøjtidelige, og så skal vi helt hen til filmens tredje akt, før vi nærmer os noget, der bare minder en smule om en konflikt, som handler om andet end hvem der stjæler metal fra et land, som de hele tiden understreger har uendelige mængder.

Mest overraskende er i forlængelse af dette, at der næsten ikke er nogen humor i filmen. Marvel-filmene er efterhånden blevet kendte (eller berygtet) for deres meget behagelige og punkterende brug af humor i alle deres film, hvad end de handler om posttraumatisk stress (Iron Man 3), små tyveknægte (Ant-Man) eller seneste om en Tordengud, som skal slås mod Cate Blanchett (Thor: Ragnarok). Her er der dog ikke meget humor at finde, og de få kvikke bemærkninger, der dukker op undervejs fremstår påklistrede og unaturlige. Den eneste, der er bare en lille smule skæv og interessant er Martin Freeman som CIA-agenten Ross, der uden nogen superkræfter eller viden om Wakanda, er villig til at sætte sit liv på spil for at hjælpe andre.

Flot lydside
Når alle begivenhederne er så fjollede, men alle tager det hele så seriøst, bliver det derfor svært for alvor at blive medrevet, uanset hvor meget man ellers elsker bongotrommerne i baggrunden. For der hvor filmen til gengæld skiller sig ud, er den uvante kulisse i Afrika og musikken, der for engangsskyld ikke er Hans Zimmer-light, men faktisk rummer en smule personlighed.

Selvom Wakanda er et fiktivt afrikansk land, så er der ingen tvivl om, at det skal forestille et helt almindeligt land fra kontinentet, og det betyder, at vi for første gang, i meget lang tid, oplever en kultur i en amerikansk superheltefilm, der ikke er baseret på vesterlandsk mentalitet, og det er dejligt forfriskende. Det afspejler sig også i lydsiden, hvor der er masser af dansemusik, og akustiske instrumenter, men også et hiphoptema, hver eneste gang filmens skurk, spillet af Michael B. Jordan dukker op.

Den store redning kunne imidlertid have været actionsekvenserne, men ej heller her er det synderligt sindsoprivende. Af en eller anden grund, så er de fleste scener optaget i mørke, med hurtige klip og et rystende kamera, og så hjælper det heller ikke, at hovedkarakteren er klædt i en dragt, der er så sort, at selv Batman ville være jaloux. Man kan med andre ord næsten ikke se, hvad der foregår, og med undtagelse af en absurd biljagt i midten af filmen, så er der ikke meget mindeværdigt over legemsøvelserne.

Black Panther visser i enkelte momenter, at den kunne have været noget helt ekstraordinært, i den efterhånden meget udtværede superheltegenre. Med en anden kultur, musik, konflikter og selvfølgelig folk med en anden hudfarve, så burde man næsten tro, at det lå lige til højrebenet at skabe en unik og vedkommende oplevelse, men sådan ender det desværre ikke. For selvom filmen på papiret er unik, så er historien så sjusket og intetsigende igennem det meste af tiden, ligesom forløsningen fuldstændig underminer konflikten til sidst, at filmen for mit vedkommende, ikke på noget tidspunkt vagte en fængende interesse. Actionsekvenserne er heller ikke noget at skrive hjem om, for man kan ganske enkelt næsten ikke se, hvad der foregår, når de sortklædte superhelte slås i mørket.

Filmen ender derfor med at blive en unødvendig langtrukken og selvhøjtidelig affære, der bruger en masse tid på en ikke særlig dramatisk konflikt, i stedet for faktisk at bruge tiden på at indleve sig i et miljø, som vi sjældent ser på film i denne skala.