Hvis spionthrilleren var smooth jazz

Steven Soderbergh er i den grad biografaktuel med ikke bare en, men hele to film i de danske biografer for tiden. To film, der ikke kunne være mere forskellige. For hvor Presence er en lille og intim oplevelse, er Black Bag en langt mere klassisk spændingsfilm, men selvfølgelig med alle de kendetegn, vi forbinder med Soderbergh i instruktørstolen.

Handlingen følger denne gang George Woodhouse (Michael Fassbender), der bor sammen med sine kone Kathryn (Cate Blanchett). De er dog ikke et helt almindeligt ægtepar, da de begge er spioner. Alt lader til at være fryd og gammen, lige indtil Kathryn bliver mistænkt for landsforræderi, og George får til opgave at opklare sagen. For hvis det viser sig, at hans kone virkelig er involveret, hvad er han så parat til at gøre?

En flot indpakning
Der er masser af stil og jazz som underlægningsmusik, men man skal ikke forvente noget sindsoprivende drama. Selvom det er liv og død for George og Kathryn, og det kræver noget af en balancegang, hvis de begge skal slippe uskadt gennem konspirationen, bliver det sjældent virkelig farligt. Til trods for Fassbenders rullekrave og gammelmandsbriller, er det stadig en film, der bliver båret af skuespillerne og tonen.

Med et manuskript af den habile David Koepp, der altid har en klar fortællestruktur og tydelig dramaturgi, er fundamentet solidt, men aldrig sindsoprivende. Man sidder ofte med en følelse af, at Steven Soderbergh i perioder kører på automatpilot. Du har musikken fra Ocean-filmene, det rolige fortælletempo, tvetydige replikker og dygtige skuespillere.

Til sammen udgør det en pakke, som er tiltalende, men så heller ikke mere end det. Man sidder aldrig på kanten af biografsædet i spænding, da indpakningen simpelthen er så lækker og stilfuld, at man aldrig rigtig frygter for nogens ve og vel.

Black Bag er som helhed en ganske underholdende spændingsfilm, med nok personlighed til at skille sig ud fra mængden. De fremragende skuespillere og et velstruktureret manuskript fastholder et højt bundniveau, der dækker over de mange åbenlyse mangler, der ellers præger produktionen. Man savner den gnist og det liv, der skal til for at gøre det til en virkelig fængende spionthriller, men med fantastiske skuespillere som Michael Fassbender og Cate Blanchett, som man aldrig bliver træt af at kigge på, kombineret med Soderberghs elegante fortællestil, fastholdes ens opmærksomhed alligevel hele vejen igennem.