En sjælden smuk og elegant film.

Efter at være vokset op i et hjem med ”Blå” på VHS er det mig nærmest en stolthed, at få lov til at anmelde den igen 23 år efter dens oprindelige premiere. Og for at det ikke skal være løgn, er filmen endda lige præcis på alder med mig.

Krzysztof Kieslowskis mesterværk af en film omhandler en ung kvindes kamp for at genfinde sig selv og lysten til at leve efter den trafikulykke, som slog hendes mand og lille datter ihjel. Vi følger hende langsomt og forsigtigt på hendes vej fra total isolation og fornægtelse til kærlighed og liv.

Filmen er smukt akkompagneret af fantastisk musik, som skaber en ekstra dimension i filmen, for hvordan viser man ellers savn og smerte på film, hvis det kun er noget karakteren føler inden i uden at vise det til publikum? Juliette Binoche, som spiller den unge kvinde, er fuldstændig fænomenal i sin sårbare, men samtidig utroligt stærke skildring af den sørgende.

Svær at beskrive med ord.
Det er svært at anmelde ”Blå” ordentligt, fordi jeg simpelthen ikke yder den retfærdighed nok. Denne film SKAL bare ses, hvis man har den mindste kærlighed for film –eller blot sig selv. Det er en oplevelse for alle dine sanser, og man svæver næsten igennem den ene perfekte scene til den anden.

Filmen er på en gang spændende at se på med alt dens mystik og blånuancer, men samtidig nedtonet og flydende. Midt i det stille kaos udspilles store følelsesmæssige kampe, som alligevel altid er elegante og præcise i sit udtryk, leveret perfekt af Binoche. Filmen er enkel og elegant, og lader sig ikke forulempe af alt for direkte skuespil, som man ofte ser det i f.eks. amerikanske dramaer, hvor skuespillerinden kaster sig på knæ og skriger op mod himlen.

”Blå” bliver af den grund også utroligt nærværende og ægte, og kryber derfor ind under huden på publikum. Derfor kommer nok ikke som et kæmpe chok, at ”Blå” selvfølgelig får 6 stjerner.

Sjældent finder man en smukkere og mere elegant film om noget så voldsomt og ødelæggende som at miste sine elskede.