Et mareridt af en charterrejse
I Birthday Girl vender Michael Noer tilbage til biografen, hele seks år efter hans forrige film Før Frosten. Denne gang er vi dog taget til de lidt varmere luftlag, hvor vi møder moren Nanna, spillet af Trine Dyrholm, der er taget på et krydstogtskib for at fejre datteren Cilles 18-års fødselsdag, spillet af Flora Ofelia Hofmann Lindahl. Det lyder som opskriften på en luksuriøs, hedonistisk og overdådig fejring, men hurtigt står det klart, at mor og datter ikke er hjerteveninder.
De ender dagen adskilt, og dagen efter vågner Nanna forvirret op og finder sin datter alene. Nanna er overbevist om, at hendes datter er blevet voldtaget, men Cille kan intet huske. Som en retskaffen mor, forsøger Nanna derfor at anmelde sagen, men her bliver hun mødt af en mur, da ingen er interesseret i at undersøge den nærmere. Derfor må hun tage sagen i egen hånd, og det er ikke uden modstand, når alle kæmper imod en.
© Heikki Leis
Alene i internationalt farvand
Det mest bemærkelsesværdige ved Michael Noers krydstogsdrama er ikke, at den kører benhårdt på den klaustrofobiske fornemmelse, det må være at føle sig fanget i internationalt farvand, hvor alle rettigheder er sat ud af kraft, fordi det gør det. Man sidder hele tiden med en følelse af at være fanget, når man ser de endeløse gange med farverige lys, der forsøger at skabe en hyggelig stemning, selvom man befinder sig ude midt i havet, langt væk fra landet. Det er et positivt element, men det er det ambivalente karakterarbejde, der virkelig skiller sig positivt ud.
Hvor absurd det end kan lyde, er det beundringsværdigt, at Noer og hans medforfatter Jesper Fink har givet sig selv lov til at skabe autentiske mennesker, med alle de moralske gråzoner, der følger med. Det betyder, at Nanna og Cille får lov til at være uperfekte og rodet, som rigtige mennesker er. Man tror på dem, når de har svært ved at kommunikere med hinanden og komme hinanden ved, ligesom man ikke har svært ved at sætte sig ind i Nannas følelse af utilstrækkelighed, der følger med, når man kan se, at man ikke længere er tæt med det barn, som man elsker over alt på jorden, fordi man ikke har været forældrerollen moden.
© Heikki Leis
Autentiske mennesker
Efter at have talt med Michael Noer står det klart, at tvetydigheden også har være hensigten. Måske ikke til en sådan grad som jeg læser ind i handlingen, men eftersom det er fiktive karakterer, har Michael Noer og Jesper Fink tilladt sig selv at lade dele af historien forblive uafklaret og overladt til tilskuerens fantasi. Selv slutningen kan læses på mange måder afhængig af, hvordan man tolker den nonverbale kommunikation, der pryder hver eneste scene. Så det er op til den enkelte, hvor meget man vil fortolke det betændte forhold mellem mor og datter.
Med så betændt et forhold i historiens centrum, er det selvsagt en enorm force at have så dygtige skuespillere som Trine Dyrholm og Flora Ofelia Hofmann Lindahl. Manuskriptet er så effektivt skrevet, at al fedtet er skåret fra, og det betyder, at en del forbliver usagt. Særligt det, der ligger forud for krydstogtsturen, bliver sjældent ekspliciteret gennem eksposition, og så er det op til skuespillerne at lege med den ambivalens. Det kommer der to helstøbte mennesker ud af, og med det dristige valg at fortælle alt fra morens perspektiv, er der virkelig tale om en upålidelig fortæller, som kun øger ens mistro til ethvert udsagn.
Birthday Girl er en vellykket og effektiv fortælling om helt almindelige mennesker, der bliver fanget i et retsligt drama, et sted, hvor rettigheder er ikkeeksisterende. Med en klar historie om en mor og datter i centrum, krydret med klaustrofobiske billeder af en charterferie fra helvede, alt sammen båret af to stærke skuespilspræstationer af Trine Dyrholm og Flora Ofelia Hofmann Lindahl, er det ikke en svær film at anbefale. Der er i hvert fald noget at tale om, når man går ud fra biografmørket.
© Heikki Leis
