En medrivende og fantastisk filmoplevelse i mere end en forstand

Kenneth Branagh beviser nok engang, at han faktisk godt kan lave seværdige, tankevækkende og legesyge cinematiske film, selvom man skal være lovligt undskyld, hvis man havde glemt det, med tanke på hvor ringe hans forrige film, Døden på Nilen var. Men hvor den film er ekstremt overfladisk og karikeret i sit persongalleri og visuelle udtryk, så er Belfast den diametrale modsætning.

Filmen her, har ikke bare enormt meget på hjertet, med sin historie om 1960’ernes Nordirland, hvor vi følger en på mange måder helt almindelig protestantisk familie, der bare gerne vil have tingene til at fungere. Bedsteforældrene værner om børnebørnene, og mundhugges konstant som et rigtigt ældre ægtepar, og forældrene vil bare gerne skabe trygge rammer for deres to sønner. Deres problem er dog ikke bare den enormt store arbejdsløshed i landet, men at de også befinder sig midt i en voldelig konflikt mellem den protestantiske majoritet, der med vold og terror forsøger at smide katolikkerne ud af landet.

Almindelige mennesker fanget i krig
Det store samfundsdrama forbliver dog hovedsageligt i baggrundskulissen, da filmen bliver fortalt fra den yngste i familiens perspektiv, den tiårige Buddy. Og det er lidt af en genistreg, fordi ved at gøre brug af dette fortælleperspektiv, får man virkelig lov til at opleve, hvor forfærdelig krig er. Samtidig med, at det er enormt tragisk, at børns barndom bliver taget fra dem, er der heller ikke noget smukkere og robust end en tiårigs uskyld. Buddy er godt klar over, at der er nogle optøjer i gaden, men han er stadig mest af alt optaget af, om man kan få lov til at sidde ved siden af Catherine i skolen, eller med sin barnlig entusiasme, glæder sig til weekenden, fordi så kommer far tilbage fra sit arbejde, og så går hele familien ind i biografen, hvor verdenen på lærredet er fuldstændig tryllebindende.

Derfor er det ekstra tragisk, når sådan en uskyldig person bliver placeret midt i en voldelig krigszone, og man føler virkelig med ham og resten af familien, der kæmper for at få det hele til at hænge sammen, mens forældrene er i et konstant dilemma mellem at blive og værne om det kvarter, som de har boet i, i hele deres liv, eller at rejse i sikkerhed til England.

Det er dog ikke bare den unge Buddy, spillet af den bedårende Jude Hill, der er fantastisk, men hele ensemblet er faktisk ekstremt velvalgte og autentiske. Det kan godt være, at familien ”bare” er helt almindelige mennesker, med meget genkendelige problemstillinger, som at få økonomien til at hænge sammen eller at holde liv i et ægteskab, hvor faren er væk på arbejde i ugevis, men fordi de er så velskrevet, velspillet og det er så usædvanligt generøst af Kenneth Branagh at give dem alle nok tid i centrum til at blive flerdimensionelle, så lykkes det alligevel at skabe en helstøbt fortælling, om nogle mennesker man virkelig kan sympatisere med. I løbet af filmen begynder man virkelig at holde af dem, samtidig med, at filmen også er et historisk tilbageblik til en tid, som de fleste af os indtil fornyeligt nok troede hørte fortiden til.

Belfast er en fænomenal film. På under 100 minutter får vi nærmest en hel livshistorie set gennem den tiårige Buddys øjne, der må vokse op i en forfærdelig tid, men og som må kæmpe for ikke at miste sin barndom. Det er ikke svært at forstå, hvorfor den har fået hele syv oscarnomineringer, for det er så helstøbt en filmoplevelse. Det kan godt være, at den foregår 60 år tilbage i tiden, men den formår ikke bare være højaktuel, den ender også med at fortælle et håbefuldt budskab, som jeg tror alle kan have godt af at mærke og høre.