Tim Burton genfinder magien
Det er både opløftende og befriende at blive mindet om, hvor gakket og opfindsom en instruktør Tim Burton (stadig) kan være. Efter snart to årtier med højt anlagte og dyre adaptationer af kendte værker som Charlie og chokoladefabrikken, Alice i eventyrland og senest Dumbo, der er så kommercielle, at det kan være svært at tro, den samme filmskaber i 1988 lavede sin blot anden film, Beetlejuice. En skør og manisk refleksion over døden, fuld af ikonisk ikonografi og mindeværdige bekendtskaber, der dannede fundamentet for Burtons altid genkendelige stil.
Samtidig var man heller aldrig i tvivl om, at det aldrig var meningen, at der skulle være nogen efterfølger. Den oprindelige film er en lille, men unik og særskilt oplevelse, og med Tim Burtons øjensynligt manglende passion de seneste år, tydet intet på, at vi ville rejse tilbage til de dødes rige med den mærkværdige bio-exorcist. Alligevel er dagen kommet, hvor Beetlejuice Beetlejuice lander i biograferne 35 år senere, men stadig med den samme legesyge galskab i fuld bravur.
En hyldest og videreførelse af etteren
Hvis du har været nervøs for, hvordan en Tim Burton film ville se ud anno 2024, kan jeg med det samme berolige dig. For det er som at rejse tilbage i tiden, på den gode måde.
Eksileret er de mange greenscreens og den dovne brug af computergenerede effekter til at fange publikums opmærksomhed. Det er erstattet med et enormt målrettet filmteknisk arbejde, for ikke bare at ære æstetikken fra den oprindelige film, men også for at forblive tro mod, alt hvad det indebærer.
Det manifesterer sig blandt andet ved de mange praktiske effekter. Der er masser af rigtige kulisser, dukker og endda stop-motion effekter i tilfælde, hvor moderne produktioner bruger computergenerede effekter. Risikoen er selvfølgelig, at man ikke kan skifte mening og ændre designet, men hvorfor ville man også det her. Dermed ikke sagt, at det er decideret low-budget, for det er stadig en større produktion, ligesom mulighederne er flere end i 1988, men Burton og co. har turde være tilbageholdende, hvilket kun bidrager til den personlighed, man har savnet i mange år.
Historien er en tand hurtigere fortalt, men mindst lige så kaotisk. Ligesom i den første bliver der heller ikke kælet for karaktererne, som udelukkende tjener deres funktion i narrativet og derefter viger pladsen for det imponerende ensemble, der alle komplementerer hinanden godt. Eksempelvis fylder Beetlejuice selv overraskende lidt i fortællingen, men det betyder også, at man aldrig bliver træt af ham. Han er stadig som en håndgranat i historien, uden at være centrum for det reelle drama.
Michael Keatons afmålte skærmtid som Beetlejuice fungerer dog kun, fordi resten af ensemblet gør sig fortjent til deres. Justin Theroux er helt naturligt morsom som den sleske Rory, mens Willem Dafoe gør en god figur som en afdød skuespiller, der stadig leger detektiv. Det er dog Jenna Ortega som Lydias datter Astrid, der virkelig gør sig positivt bemærket. Hun besidder meget den samme udstråling som en ung Winona Ryder, hvilket kun er passende. Winona Ryder vender nemlig også tilbage som Lydia Deetz, en rolle, der stadig passer perfekt til hende, mens Catherine O’Hara endnu engang er anstrengende som hendes stedmor Delia, også selvom hun er mildnet med årene.
Ildevarslende start
Alt dette lyder unægtelig meget positivt, og overordnet er det da også en anbefalelsesværdig biografoplevelse. Alligevel føler jeg mig nødt til at nævne, at det tager lidt tid, før Beetlejuice Beetlejuice for alvor kommer i omdrejninger.
Den første halve time er fuld af malplaceret nostalgi, referencer og alle de elementer, der hører til moderne efterfølgere, hvor man brugere mere tid på at hylde fortiden end at fortælle noget nyt. Karakterernes relationer bliver også etableret gennem de mest åbenlyse klichéer, der fylder lige lovlig meget i starten. Heldigvis glider det langsomt i baggrunden, efterhånden som historien tager fat, og så er der ellers fart over feltet resten af tiden. Der sker virkelig meget i den sidste time, måske endda for meget, men heldigvis går det hele op i en højere enhed.
For selvom de enkelte dele måske ikke er lige vellykket, lever ånden fra den første stadig i bedste velgående. Det er en entydig fornøjelse endnu engang at blive inviteret indenfor Tim Burtons gonzo-univers, der får en til at trække på smilebåndet, også i døden.
